Casimir Delavigne (1793–1843)

Delavigne, Casimir, fr. Digter, f. 4. Apr. 1793 i Le Havre, d. 11. Decbr 1843 i Lyon. Allerede i sin Skoletid i Lycée Napoléon i Paris, hvor han til Kammerater havde Scribe og Salvandy, viste han digterisk Talent ved forsk. Lejlighedsdityramber og et Lovdigt over Vaccinens Opfindelse. Men sit egl. Ry vandt han ved en Rk. patriotiske Elegier i Tyrtaios’ Stil, Messéniennes, som begyndte at udkomme 1818 og i veltalende og behændige Vers udtrykte Smerte og Had over de fremmede Undertrykkere, »Barbarernes« Invasion. De tiltalte selv Hoffet saa meget, at Ludvig XVIII gjorde den unge Digter til Kancellibibliotekar. Men da de flg. Messéniennes ved deres Besyngelse af Grækernes Frihedskamp røbede liberale Tendenser, mistede han 1822 denne Sinecure, hvorfor Hertugen af Orléans gjorde ham til Bibliotekar ved Palais Royal. 1819 var D. fremtraadt paa Scenen med Les vêpres Siciliennes, en Tragedie efter klassisk Mønster, der opnaaede en stor Succes, mere af politiske end af kunstneriske Grunde. Derefter fulgte Komedien Les comédiens (1820), Le Paria (1821), Sørgespil med Kor, over Emnet fra X. de Maistre’s Novelle Le lépreux, samt Lystspillene L’école des vieillards (1823), hans bedste Komedie, der skaffede ham Sæde i Akademiet 1825, og La princesse Aurélie (1828). Fra en Rejse til Italien af Helbredshensyn hjembragte han dels ny Messéniennes, dels forandrede dram. Principper. Tidligere havde han nøje holdt sig den klassiske Konvention efterrettelig; nu sporede han den ny Smag i Luften og søgte at imødekomme Nationens Trang til romantisk Sving og Teatereffekt. Han søgte at finde et Kompromis mellem den akademiske og den romantiske Skole. 1829 opførtes Marino Falieri, hvori et komisk og tragisk Element er forenet, men som ellers kun er en mat Efterklang af Byron’s kraftige Drama. Under Julirevolutionen hævdede D. paa ny sin liberale Popularitet ved at give Tidens Stemninger Udtryk. Berømt er hans Sang La Parisienne (peuple français! peuple des braves!), som Auber satte i Musik. Ogsaa La Varsovienne i Anledning af den polske Opstand var paa alles Læber. 1832 opførtes hans mest berømte Drama Louis XI, der ogsaa snart spilledes i Udlandet. Konstrueret med stor Sans for virkningsfuld Teknik, behændig og elegant, med et vist poetisk Sving, dog uden egl. Inspiration ell. hist. Fantasi og uden dybere Karaktertegning, virker dette Drama særdeles livfuldt og spændende. Ogsaa Les enfants d’Édouard (1833), der for øvrigt kun er en stilfuld, elegant Udpensling af en gribende Episode i Shakespeare’s Richard III, og Lystspillet Don Juan d’Austrie (1835) gik over til Udlandets Scener. Det kgl. Teater i Kbhvn opførte saaledes, i Overs. ved Carl Borgaard, »Ludvig den Ellevte« (1834), »Don Juan af Østerrig« (1836) og »Edvards Sønner« (1841). Langt ringere Interesse vakte de senere Stykker: Une famille au temps de Luther (1836), Tragedie i een Akt, den politiske Komedie La popularité (1838), Tragedien La fille du Cid (1839) og Lystspillet Le conseiller-rapporteur (1841). Han forenede sig ogsaa med Scribe for at blive delagtig i dennes Scenelykke; deres Samarbejde skyldes Stykkerne La somnambule og Le diplomate. Paa ny undervejs til Syden for sit svækkede Helbreds Skyld døde han i Lyon. Hans elskværdige Temperament vandt ham mange Venner. Som Digter kappedes han i sin Tid med Béranger, Lamartine og Scribe om at være Publikums Yndling, dels ved sin smagfulde og elegante Teknik, dels ved sin varme Lejlighedslyrik, dels ved sin Mæglen mellem Klassicisme og Romantik. Senere blegnede hans Værker stærkt. Le Havre har rejst ham et Monument. Hans Œuvres complètes er udkomne 1845 (6 Bd), 1851 (4 Bd) og sidst 1885.

Vuacheux, C. D. [1894]; Favrot, Études sur C. D. [1894].