Johannes Buchholtz (1882–1940)

Buchholtz, Johannes, f. 1882, Forfatter. F. 22. Febr. 1882 i Odense. Forældre: Dentist William Buchholtz (1838–1905) og Jensine Simonsen (1839–1917) — Gift 19. Aug. 1908 i Struer med Olga Eskilda Vilhelmine Jagd, f. 3. Juni 1878 i Fredericia, D. af Postekspedient Christian Henrik J. (1847–83) og Petra Madsinc Mariane Christine Eskildsen (f. 1852)

Buchholtz var ansat ved Statsbanerne 1899–1924, i mange Aar som Trafikassistent i Struer, hvor han endnu bor. Han debuterede som Forfatter med Romanen »Egholms Gud« (1915), der n. A. fuldførtes med »Clara van Haags Mirakler«. Blandt hans senere Arbejder er de vigtigste: Romanerne »Urolige Hjerte« (1919), »De smaa Pile« (1923), »Under det gyldne Træ« (1925), »Gudrun og Simon« (1927), »Susanne« (1931), der fik den danske Førstepræmie ved den nordiske Romankonkurrence, og »Frank Dovers Ansigt« (1933), Digtsamlingen »Ravne og Duer« (1921) og Skuespillene »Menneskeaben Charles« (1921, uopført), »Skænk mig Fjender« (opført paa Det kgl. Teater 1927), »Blomsternes Hus« (opført paa Dagmarteatrct 1928) og »Den retfærdige Fyrmester« (antaget til Opførelse paa Det kgl. Teater 1932)

Buchholtz tilhører en Slægt af Forpagtere og Jorddrotter, hvis Stamfader kom til Landet ca. 1650. Hans Fader fulgte ikke Traditionen; han var uddannet ved Handelen, men gav sig af med meget forskelligt, var Fotograf, Jernbanemand, Tandtekniker, Opfinder, Teglværksejer, Bygmester og Forfatter. Det er ham, der for en væsentlig Del har været Modellen til den Skikkelse Egholm, som Buchholtz har skildret i sin første Roman med saa straalende en Galgenhumor, at han med eet erhvervede sig en Plads blandt vore bedste Skribenter. Man skal imidlertid ikke betragte denne Bog, lige saa lidt som de efterfølgende, som Referater af virkelige Begivenheder. Buchholtz har selv erklæret, at de, skønt de ret nøje følger de virkelige Forhold, er digtede; af nogle Oplysninger af hans Moder er der skabt levende Billeder. Mange afde enkelte Episoder er opdigtede. Det er saaledes galt, naar man, fordi Buchholtz selv var Jernbanemand, har opfattet et kendt Kapitel i »Urolige Hjerte« om en Rangering som bygget over en virkelig Begivenhed. Den har kun fundet Sted i Buchholtzs Fantasi. Tager man de øvrige Romaner og Noveller, gælder det samme: der er altid en Virkelighedens Baggrund, men derudfra er der trukket Linier saa langt, at Modellerne ikke kan kende sig selv, eller Meddeleren genkende det Stof, han har givet. Dette viser, i hvilken Grad Buchholtz baade instinktivt og bevidst arbejder med det Maal for Øje at gøre sine Personer, der er sær- deles individuelt tegnet, til almengyldige Typer. Egholm er saaledes Typen paa Fantasten, Egoisten, Selvbedrageren. Han kan i mangt og meget erindre om Ibsens Hjalmar Ekdal, men Figuren er, som det sømmer sig i en Roman, der har mere Plads end et Drama, mere facetteret. For øvrigt har Buchholtz selv meddelt, at han, da han skrev sin Roman, ikke kendte Fotografen og Opfinderen Hjalmar Ekdal — havde han kendt Ibsens Værk, havde han ikke kaldt Datteren Hedvig og havde næppe vovet sig i Lag med Romanen om sin Fader.

Buchholtz havde, da han begyndte sit Forfatterskab, kun liden Læsning bag sig. Derfor fik ogsaa de to Digtere, han kendte og elskede, en overmægtig Indflydelse paa ham: Hamsun og Johannes V. Jensen. Det er dog kun rent formelt, at de to, især den første, har paavirket ham. Dels havde han selv et stort og broget personligt oplevet Stof at øse af, dels var han en saa selvstændig Skribentbegavelse, at al egentlig Imitation blev udelukket. Hvad man hæfter sig ved ved Siden af alt det straalende i hans Bøger, er et vist Hang hos ham til at give sig Inspirationens Luner i Vold, det fantastiske og springende og dirrende i hans Tænke- og Følemaade. Den stundom noget overdrevne Optimisme, som præger Flertallet af hans Bøger, og som ogsaa kan føles mere præget af Fantasi end af Virkelighedsstudium, forklares naturligt ved, at han efter en vanskelig Barndom og Ungdom har fundet sig til Rette med Tilværelsen, og at han ikke blot elsker Naturen, men ogsaa Menneskene, til Trods for deres Skavanker og Latterligheder. — I Buchholtzs Noveller synes hans Optegnelser at indgaa mest ubearbejdede. Mange af dem er snarere Anekdoter, sat raskt og friskt op. Hans nyeste Roman, »Frank Dovers Ansigt«, er heller ikke opdigtet, men bygget over Afrikafareren Frants Mikkelsens Oplevelser. Rimeligvis er det den af Buchholtzs Romaner der, hvad Stoffet angaar, nøjagtigst følger Virkeligheden.

Buchholtzs store Fortrin er hans Verve og hans Ynde, hans aandfulde Kapricer. Hans Sprog, der syntaktisk set er meget enkelt, glitrer af Lune eller dugges ømt af Vemod.