Johan Nordahl Brun (1745–1816)

Brun, Johan Nordal, norsk Digter og Biskop, f. paa Bynæsset ved Trondhjem 21. Marts 1745, d. i Bergen 26. Juli 1816. Han var opr. bestemt for den milit. Stand og indskreves som Underofficer ved de nordenfjeldske Skiløbere, men sattes senere til Bogen og dimitteredes 1763 fra Trondhjems Skole. Efter at have underkastet sig de to første Eksamener vendte han tilbage til Trondhjem og antog Kondition i den rige Købmand Meincke’s Hus, ledsagede 1767 dennes Søn til Sorø og benyttede under Opholdet her Lejligheden til at tage teologisk Embedseksamen. Efter Hjemkomsten til Trondhjem privatiserede han i nogen Tid, ledsagede 1771 Gunnerus til Kbhvn, da denne i Anledning af Univ.’s paatænkte Reform blev kaldet herhen, men kasseredes som dennes Sekretær, da han ikke kunde Tysk til nødvendig Fuldkommenhed. Den unge Mands Forbitrelse vendte sig mod det Struenseeske Styre, og under Indtrykket af Tidens Begivenheder og under Paavirkning af G. Schöning’s Historieskrivning skrev han sin Nationalsang, »For Norge, Kæmpers Fødeland«. Tiden anvendtes nu til Studium af fr. Digterværker og Udarbejdelsen af Tragedien »Zarine«, der opførtes Febr 1772 og indbragte Forfatteren Ære, Penge og Løfte om Befordring, naar han havde digtet en Tragedie til over et fædrelandsk Emne. Han forfattede da Sørgespillet »Einar Thamberskælver«, der dog p. Gr. a. sine (efter Tidens Opfattelse) haarde Udfald mod Danmark ikke kunde blive opført, og Kritikken fandt derhos meget andet at udsætte paa Stykket. Han blev imidlertid 1772 udnævnt til residerende Kapellan i sin Hjembygd og tog efter Ankomsten hertil til Genmæle mod den Kritik, som hans Tragedie var blevet Genstand for, og i hvilken han saa et Forsøg paa at mistænkeliggøre hans undersaatlige Loyalitet. Allerede 1774 opfyldte Guldberg sit Løfte om at skaffe B. et bedre Kald, idet han mod dennes Ønske forflyttede ham til Sognepræsteembedet ved Korskirken i Bergen. Der hvilede længe et vist mistænkeligt Skær over B.’s Loyalitet, og hans »rebelske Vise« især skaffede ham mange Ubehageligheder. Derfor lagde han, som med al sin Lidenskabelighed var en meget ordens- og autoritetskær Mand, dobbelt Vind paa at faa dette Indtryk udslettet, og ihvorvel han, som fl. af hans i de flg. Aar udgivne Skr noksom viser, naar som helst var rede til at optræde mod, hvad han ansaa for en Krænkelse af det norske Folks Ret, afholdt han sig dog fra Deltagelse i alle patriotiske og separatistiske Bevægelser, som navnlig i den norske Universitetssag skaffede sig Luft. B. var utvivlsomt Norges mest veltalende Mand, og ved sin stærke, kraftfulde Personlighed kom han efterhaanden til helt at beherske den alm. Opinion i Bergen. 1791 foretog B. en Rejse til Kbhvn for at søge Succession paa Bergens Stiftsprovsti uden at behøve at forlade Korskirken, sagde han selv; men i Virkeligheden stilede han dog højere. Under Opholdet her prædikede han nemlig under stort Tilløb i Holmens Kirke og blev modtaget i Audiens af Kronprinsen. 1793 blev han Stiftsprovst i Bergen, og da Biskop Ole Irgens 1797 blev blind, blev B. konstitueret i hans Embede, fik 1803 Biskops Titel og Rang, og da Irgens s. A. døde, blev B. 1804 udnævnt til hans Eftermand. Medens B. var Stiftsprovst, lod han adskilligt trykke: »Mindre Digte« (1791), forsk. dramatiske Sager, han forfattede for det dramatiske Selskab i Bergen, et stort, for længst glemt Digt »Jonathan« (1796) m. v. Mest kendt er — næst enkelte af hans Smaadigte (f. Eks. »Bor jeg paa det høje Fjeld«) — hans 1797 udgivne »Hellige Taler«. I øvrigt har han sikkert haft større Bet. som Personlighed end som Forf. — Som Biskop drog B. flittig om paa Visitats og vandt et godt Navn bl. Bønderne i sit Stift. Hans egen Skildring af Visitatsrejserne hører litterært til det bedste, han har gjort. Hans Optræden mod Hans Nilssøn Hauge var præget af en i Datiden sjælden, for ikke at sige enestaaende Tolerance. Den tidligere af Regeringen mistænkte Mand blev nu regnet bl. dens fornemste Støtter, og han gjorde ogsaa Ret og Skel for den Tillid, som blev ham vist. Da Foreningen mellem Rigerne løstes ved Kiel-Freden, blev B. grebet af hele Nationens Begejstring og gav baade mundtlig og skriftlig stærke Udtryk for den i sin sædvanlige djærve, lidet præstelige Stil. Christian Frederik’s Optræden, Rigsforsamlingen og Kongevalget var alt Begivenheder, der gjorde den gl. Prælat paa ny til den unge entusiastiske Student, og næst den unge Konge var der ingen, som i den Grad var hans Helt som Prof. Georg Sverdrup. Men Begejstringen afløstes af dyb Skuffelse, da den uheldige Krig og Konventionen paa Moss kuldkastede hans Forhaabninger om Opretholdelsen af Nationens Selvstændighed. Denne vilde han dog hævde i det længste. Han udvirkede for Bergens Repræsentanter paa det overordentlige Storting 1814 et Mandat, der forpligtede dem til at stemme mod Foreningen med Sverige, og dette blev fastholdt, efter at Unionen var blevet en Nødvendighed. Efter at Foreningen var kommet i Stand, bøjede han sig dog med sin store Respekt for Orden og Autoritet for Kendsgerningerne, og det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Karl Johan blev meget godt. (Litt.: »Gammelt nyt om og af J. N. B.« ved Sønnesønnen J. N. Brun [Kria 1877]; D. Thrap, »Bidrag til den norske Kirkes Historie i 19. Aarh.« I, S. 1—62; J. F. Lampe, »Bergens Stifts Præstehistorie« [Kria 1894]).