Vitus Bering (1617–75)

Bering, Vitus, 1617—75, Digter og Historieskriver, Søn af Borgmester Peder Pedersen B. og Hustru Maren Vitusdatter (Brun), var født i Viborg 6. Okt. 1617, nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 til Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elskværdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalenhedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjemkaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte Skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lærdomssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berømmelse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magistergraden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi.

Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle Ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard.

Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et fristende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham fornødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Erstatning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund.

I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Regeringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skatkammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret. Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efterhaanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider, Christian IV’s Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem. Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico» (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Arbejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20. Maj 1675, uden at Maalet var naaet. – Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk, «Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glimrende, men i historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skildring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajerns Død.

Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder. I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner.

V. B. var to Gange gift, 1. 1652 med Anne, Datter af Professor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius, 2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge Ægteskaber var der Børn.

Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff.