Jacobus Bellamy (1757–86)

Bellamij [↱bæ£amæ^i], Jacobus, holl. Digter (1757—86). Som Bagerlærling vakte han Opmærksomhed ved sit digteriske Talent og blev af nogle Rigmænd holdt til Studeringerne. I Utrecht begyndte han at studere Teologi, men opgav det snart for at kaste sig over de skønne Kunster. Han stillede sig i Spidsen for et Selskab af ligesindede, der vilde frembringe en Fornyelse af holl. Digtning ved at indføre en større Simpelhed og Inderlighed i det poetiske Udtryk. Under Pseudonymet Zelandus udgav han »Gezangen mijner jeugd« (1782), »Vaderlandsche gezangen« (1784) og »Gezangen« (1785). Hans smukkeste Arbejde, der ogsaa længst har bevaret sig i Nationens Erindring, er Digtet »Roosje«. Han døde, netop som han stod i Begreb med at overtage et Præsteembede. Hans efterladte Papirer og Breve er udg. i Udvalg af Forf. van Vloten (Middelburg 1878).