Povl Frederik Barfod (1811–96)

Barfod, Povl Frederik, f. 1811–96, historisk Forfatter og Politiker. Frederik B. er født i Lyngby ved Grenaa f. 7. April 1811 d. 15. Juni 1896, Søn af ndfr. nævnte Præst Hans Peter Barfoed og Marie Cathrine f. Hjorth og altsaa Halvbroder til ovfr. nævnte Immanuel B. Som Dreng stod hans Hu til Søen, og han kom derfor silde til Studeringerne. Imidlertid blev han dog Student 1828 (privat) og tog 2. Examen, men forlod derpaa Kjøbenhavn i nogle Aar og var en Tid Huslærer paa Landet. Fra 1832 har han haft stadigt Ophold i Hovedstaden, hvor han først var Lærer og siden kom ind i en omfattende litterær Virksomhed. Om Sommeren foretog han i en Række Aar Fodvandringer omkring i Landet for i de stedlige Arkiver, Kirkebøger osv. at indsamle personalhistoriske Oplysninger. Udgav 1835–36 «Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle», der vandt meget Bifald, ikke mindst ved de med Flid samlede og livlig meddelte Oplysninger om en stor Del af vore Digtere, som ledsagede Skriftet. Var 1836 en af Stifterne af «Selskabet for en forbedret Retskrivnings Udbredelse», hvis Ugeskrift han til Dels, redigerede. 1838–39 var han Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Den dybe Interesse, han nærede for Nordens Enhed, gav sig ikke blot Vidnesbyrd i forskjellige Digte, men ogsaa i Stiftelsen af et Tidsskrift, «Brage og Idun» (1839–42), der samlede værdifulde Bidrag fra Forfattere i alle Nordens Lande. Siden 1846 (til 56) var han Bibliothekar i «det skandinaviske Selskab» og udgav 1845–46 «Skandinavisk Folkekalender».

I Christian VIII’s Tid kom B. navnlig stærkt md i politisk Virksomhed, først med Sønderjyllands Bevarelse for Danmark for Øje og siden som Deltager i den «bondevenlige» Bevægelse, til hvis ivrige Forkæmpere han hørte saa længe, indtil han troede at se, at Lederne satte Partiinteresserne over den nationale Sag. 1844–47 redigerede B. «Almuevennen», der var Partiets Organ. I Anledning af Skriverier af politisk Art blev han 1846 sat under Generalfiskalens Tiltale og idømt 5 Aars Censur, der dog bortfaldt ved Kongeskiftet. 1848–49 udgav han «Danmarks Gejstlighed, en personalhistorisk-statistisk Aarbog», hvis Nøjagtighed i de statistiske Angivelser vandt almindelig Anerkjendelse, medens de Karakteristikker af afdøde Præster, som Værket indeholdt, paadrog Forfatteren manges Dadel. Ved sin Udgave af Ambrosius Stubs samlede Digte (1848–52) førte B. denne forglemte Digter atter ind i den danske Læseverden.

Som Repræsentant for Møen deltog B. i den grundlovgivende Rigsforsamling, i hvis Forhandlinger han tog ivrig Del, og hvis Historie, kortelig fortalt, han udgav 1849. Siden var han i en lang Aarrække, med en lille Afbrydelse, begrundet paa at han 1853 skilte sig fra Bondevennerne, Folketingsmand for forskjellige Kredse, indtil en Døvhed, som han ved et Uheld havde paadraget sig, nødte ham til (1869) at trække sig tilbage fra Rigsdagsvirksomheden. 1853 udgav han sit Hovedværk, «Fortællinger af Fædrelandets Historie», der senere er udkommet i flere meget forøgede Oplag (4. Udg., 1874). Medens dette Værk af de fleste blev modtaget med stort Bifald, fandt det i Prof. C. Paludan-Müller en Stræng Kritiker, som navnlig forekastede Forfatteren, at hans Fremstilling var alt for farvet af hans nationale og politiske Opfattelse, til at den kunde gjælde for sand Historie. 1855–61 var B. Fuldmægtig i Indenrigsministeriets Arkivkontor og siden i nogle Aar (til 1866) Assistent ved det kgl. Bibliothek. Men fast Embedsvirksomhed synes ikke ret at have ligget for ham. Senere tilstedes der ham i Betragtning af hans litterære Fortjenester en aarlig Statsunderstøttelse. Forskjellige velgjørende Formaal have i ham haft en varm Talsmand og en god Støtte. Trods sin høje Alder har han hidindtil med usvækket Kraft fortsat sin Skribentvirksomhed. Nævnes kan saaledes hans «Rejse i Dalarne» (1863), Levnedstegninger af N. F. S. Grundtvig (til hvem B. i næsten hele sit Liv har været nøje knyttet), Peter Andreas Fenger og Svend Grundtvig og endelig hans sidste Værk, «Danmarks Historie fra 1319 til 1536» (1885–86). – Hele B.s offentlige Virksomhed har haft et gjennemgaaende idealt Præg. Have end mange, navnlig i tidligere Tid, misbilliget hans hensynsløse Udtalelser, har dog næppe nogen draget hans Sandhedskjærlighed og Fædrelandssind i Tvivl. – Siden 1841 har han været gift med Emilie f. Birkedal, f. 1813, Datter af Forpagter L. H. B. Han døde 15. Juni 1896.