Herman Bang (1857–1912)

Bang, Herman Joachim, f. 1857, Forfatter. Herman B. er en Sønnesøn af Lægen Oluf Lundt B. og fødtes 20. April 1857 paa Als, hvor Faderen, Fred. Ludv. B., var Præst i Adserballe; Moderen var Thora Elisab. Salomine f. Blach († 1871). Senere havde Faderen († 1875) Kald i Horsens og i Tersløse paa Sjælland, og det meste af B.s Barndom og Skoletid henrandt saaledes i ovennævnte jyske Kjøbstad og i Sorø, fra hvis Akademi han 1875 blev Student. Efter Familiens Ønske skulde han studere Jura, senere Statsvidenskab, men i Steden for læste han ivrig Skjønlitteratur, især fransk (Balzac, Dumas fils, Zola), og var stærkt optaget af sceniske Interesser, der vare brudte frem efter et Bekjendtskab med Phister, endnu mens B. gik paa Akademiet. Hvor dybt rodfæstet hans Higen mod Theatret end var, lykkedes det ham ikke at bane sig Vej der til, og fra Vinteren 1878—79 kastede han sig over en frodig og ofte forceret Forfatter- og. Journalistvirksomhed. Hans første Bladartikler i «Morgen-Telegrafen», «Dagbladet» og «Ude og Hjemme» røbede et ubetinget Talent, men ogsaa en Del Maner, og begge Dele voxede og stredes jævnlig om Overtaget i den Række Feuilletoner, han gjennem flere Aar skrev i «Nationaltidende». Her behandlede han i en rask henkastet, oftest fængslende eller indsmigrende Form Dagens Spørgsmaal, dog fortrinsvis sceniske og litterære, hvor han ivrig optraadte for den franske Naturalisme, hvis Ideer han forfægtede, og hvis Stil han efterlignede. Samtidig skrev han flere smaa Skuespil: «Hverdagskampe», «Graavejr», «Inden fire Vægge» o. fl., 2 Novellesamlinger «Tunge Melodier» (1880) og «Præster» (1883) og Romanerne «Haabløse Slægter» (1880) og «Fædra» (1883), hvoraf den første beslaglagdes paa Grund af sensuelle Skildringer og senere (1884) er udkommen i omarbejdet Form. Af sine Bladartiklers brogede Skare har B. i Bogform udgivet 3 Samlinger: «Realisme og Realister» (1879), «Kritiske Studier og Udkast» (1880) og «Herhjemme og derude» (1881). Bag meget af denne Produktion dæmrede endnu Theaterplanerne. Ved en privat Forestilling paa Folketheatret 1884 optraadte B. paa Scenen og foretog derefter en Tourné i Provinserne, men gjorde ingen Lykke. Samme Aar opgav han sin faste Stilling i Pressen, og efter Rejser i Sverige, Norge og Tyskland tog han foreløbig Ophold i Østerrig. I denne Tid har han dramatiseret «Fædra» og udgivet 2 Novellebind: «Excentriske Noveller» (1885) og «Stille Existenser» (1886), hvoraf det sidste indeholder hans uden Tvivl bedste og modneste Arbejde: «Ved Vejen». — B. er i sine digteriske Arbejder som i sin Kritik stærkt paavirket af nyfranske Mønstre. Hans originale Fortrin er en fin Stemningsfylde, en sensitiv psykologisk Sans, hans Hovedæmner en svækket og sygelig Ungdoms planløse Liv og Samfundskrogenes stilfærdige, forkrøblede Existenser; i Fremstillingen af de sidste naar han ubetinget højest. Sit bedste har han dog hidtil ydet i sine mangfoldige kritiske Artikler om Litteratur og Theater.
1857
Bang født i Asserballe sogn, Als.
1859
Charles Darwin udgiver The Origin of Species.
John Stuart Mill udgiver On Liberty.
1861
Den amerikanske borgerkrig bryder ud.
1863
Christian IX (1818–1906) udråbes til konge.
1864
Den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig bryder ud og ender med at Danmark afstår Holsten, Lauenborg og Slesvig.

Oberst Max Müller ved Sankelmark Sø den 6. februar 1864, 1886, olie på lærred, 84 × 60 cm.
Dansk nederlag ved Dybbøl.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1869
Suez-kanalen færdigbygget.
1871
Georg Brandes indleder sine forelæsninger Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Harald Slott-Møller: Georg Brandes på Universitetets talerstol, 1889–90.
1875
Kvinder får adgang til universitetet.
1876
Alexander Graham Bell opfinder telefonen.
1879
Bang: Realisme og Realister.
1882
Danmarks første telefoncentral med 22 abonnenter.
P.S. Krøyer rejste til Skagen for første gang.
1884
Christiansborg brænder.
Dagbladet Politiken udkommer første gang.
1888

Hip, hip, hurra! Kunstnerfest på Skagen, 1888, olie på lærred, 134,5 × 165,5 cm. Göteborgs konstmuseum.
1889

Bang: Digte.
1890
1901
Systemskiftet. Venstre overtager magten i Danmark efter at have været i flertal i folketinget siden 1872.
Engelske Dronning Victoria dør — Edward VII krones.
Per Lange født.
1903
Danmarks første biograf åbner i København.
Brødrene Wrights første flyvning.
1905
Einsteins første relativitetsteori.
1906
Ellehammer flyver.
Frederik VIII (1843–1912) udråbes til konge.
Nordisk Film grundlægges.
1910
Rigshospitalet indvies.
1912
Metersystemet træder i kraft.
Titanic synker.
Bang død i Ogden City, Utah, USA.