Aristoteles (384–322 av. J.-C.)

Aristōteles [gr. —↱teℓes], Oldtidens største og alsidigste Filosof og Videnskabsmand, f. 384 f. Kr. i Stagiros, en By paa det thrakiske Chalkidike (deraf Navnet Stagiriten), d. 322 i Chalkis; fra Faderen Nikomachos, Livlæge hos Kong Amyntas II af Makedonien, arvede han en levende Interesse for Naturforskning. Fra 367 levede A. i Athen som Discipel af Platon, fra hvis Standpunkt han efterhaanden fjernede sig, dog uden at Forholdet mellem dem led derved. Efter Platon’s Død (347) tilbragte A. 3 Aar hos sin Ven Hermeias, Hersker i det lilleasiatiske Atarneus, hvis Adoptivdatter Pythias han ægtede; senere indgik han desuden en Forbindelse med Herpyllis, der fødte ham Sønnen Nikomachos. Fra 342 levede A. ved Filip af Makedoniens Hof som Opdrager for hans Søn Alexander, efter hvis Tronbestigelse han snart (335) vendte tilbage til Athen. I Gymnasiet Lykeions Spadseregange (περίπατοι) samlede han talrige Elever og Tilhørere om sig, hvoraf Skolen fik Navnet den peripatetiske. Hans Forelæsninger var af dobbelt Art, esoteriske og eksoteriske; om Morgenen samlede han nemlig en snævrere Kreds af Disciple til strengt eksakte (esoteriske) Undersøgelser om Metafysik, Fysik og Dialektik, medens han om Aftenen for en videre Kreds i populær Form behandlede mere praktiske Emner hentede fra Retorik, Sofistik og Politik. Den uhyre Masse af videnskabeligt Materiale, som A. under sit 13aarige Virke i Athen behandlede i Foredrag og bearbejdede i talrige Skr, skaffedes ham for en stor Del af Alexander den Store, der ikke alene ved sin Gavmildhed satte ham i Stand til at erhverve sig et rigt Bibliotek, men ogsaa fra Asien forsynede ham med et rigt Stof af Dyr og Planter; Forholdet til Alexander blev dog en Tid køligere, da A.’s Nevø og Plejesøn Kallisthenes blev henrettet (323). Som Makedonerven var A. ilde anset i Athen, og efter Alexander’s Død blev A. anklaget for Ugudelighed, men flygtede, inden Dommen faldt, til det eubøiske Chalkis (322), for, som han sagde, at forhindre Athenerne i for anden Gang at forsynde sig mod Filosofien; endnu s. A. døde han her af en Mavesygdom. En siddende Portrætstatue i Palazzo Spada i Rom, en Kopi af en udmærket gr. Original, giver et idealiseret Billede af Tænkeren.

Angivelserne om Antallet af A.’s Skr varierer mellem 400 og 1000. Oldtiden skelnede mellem esoteriske (strengt videnskabelige) og eksoteriske (for et bredere Publikum bestemte) Skr af A.; af de bevarede tilhører største Delen den første Klasse. Da A. ikke betragtede Logikken ell., som han selv kaldte den, Analytikken som en Del af Filosofien, men kun som Redskab (ὄργανον) til filosofisk Erkendelse, sammenfattede allerede hans Skole de logiske Skr under Benævnelsen Organon (udg. af Waitz [Leipzig 1844—46]; oversatte paa Tysk af Zell [Stuttgart 1836—61] og Kirchmann [Heidelberg 1883]). Samlingen omfatter 6 mindre Skr: »Kategorierne«, »Om Udlægningen«, »Den første og Den anden Analytik«, »Topikken« og »De sofistiske Slutninger«. Retorikken er repræsenteret ved et Værk af stor Vigtighed, Rhetorica i 3 Bøger (udg. af Spengel [Leipzig 1867], Roemer [smst. 1898, 2. Udg.] og Cope & Sandys [Cambridge 1877]; oversat paa Tysk af Stahr [Stuttgart 1864]), af hvilke de to første behandler det taleriske Bevis og dets Hovedsætninger, medens den tredie sysler med Retorikkens sproglige og stilistiske Side. Uægte er derimod et andet retorisk Værk, Rhetorica ad Alexandrum. Af Poetikken, som omfattede 2 Bøger, er kun bevaret den første, som behandler Tragedien og Eposet; den anden handlede om Komedien. Denne »første Æstetik« har faaet større alm. Bet. og Indflydelse end noget andet Skr. af A. (udg. sammen med Retorikken af Bekker [Berlin 1859] og særskilt af Vahlen [smst. 1885], Christ [Leipzig 1882] og med tysk Oversættelse af Ueberweg [Berlin 1869—70], Susemihl [Leipzig 1874] og Bywater [Oxford 1909]). Under Naturvidenskaben henhører »Fysikken« i 8 Bøger (udg. af Bekker [Berlin 1843] og Prantl [Leipzig 1879]; oversat paa Tysk af Samme [smst. 1854]), der behandler Grundbegreberne i det aristoteliske System; til den slutter sig to Bøger om Tilblivelse og Undergang, De generatione et corruptione (udg. i Forening med De coelo af Prantl [Leipzig 1884] og med fr. Oversættelse og Fortolkning af Barthélemy Saint Hilaire [Paris 1862]). Psykologien repræsenteres af De anima (»om Sjælen«) i 3 Bøger, hvori A. udvikler sin Lære om Sjælens Væsen, Evner og Egenskaber, som han delvis betragter fra et fysiologisk Standpunkt (udg. af Trendelenburg & Belger [2. Udg. Berlin 1877], Torstrik [smst. 1862] og Hicks [Cambridge 1907]; oversat paa Tysk af Kirchmann [Leipzig 1872]); hertil slutter sig en Del Smaaskrifter, der sammenfattes under Benævnelsen Parva naturalia (de sensu & de memoria, udg. af Ross [Cambridge 1906]). Paa Naturhistoriens Omraade var A.’s Virksomhed epokegørende, idet han empirisk behandlede saavel den organiske som den uorganiske Verdens Fænomener; dog findes der ikke bevaret noget Værk af ham om den uorganiske Natur. Hovedværket er Historia animalium i 10 Bøger, hvoraf de 2 sidste dog er uægte (udg. af Schneider [Leipzig 1812] og af Aubert & Wimmer med tysk Oversættelse [smst. 1868]). Af Værket De plantis haves en gr. Bearbejdelse af en latinsk Tekst, som igen gaar tilbage til en arab. Oversættelse fra Grundsproget (udg. af Apelt [Leipzig]). Under Matematikken hører De insecabilibus lineis og Quaestiones mechanicae (udg. af Apelt [Leipzig] sammen med De plantis) og under anvendt Naturvidenskab De coelo i 4 Bøger om Himmellegemerne og deres Bevægelser (udg. med Oversættelse af Prantl [Leipzig 1857]) og Meteorologica i 4 Bøger (udg. af Ideler [Berlin 1834—36]) om Luftens Fænomener. Metafysikken (udg. med tysk Oversættelse af Schwegler [Tübingen 1846—48], Bonitz [Bonn 1848] og Christ [Leipzig 1886]) danner Filosofiens højeste Trin og behandler Tilværelsens sidste Grund og Princip; imidlertid er saavel Indhold som Form i høj Grad uensartet, saa at den i sin nuv. Form ikke kan hidrøre fra A. selv. Navnet Metafysik skyldes den Omstændighed, at Værket i Systemet kom efter (μετά) Fysikken. Af overvejende praktisk Karakter er Skrifterne om Etik og Politik. Af de 3 Værker, der bærer Navnet »Etik«, er dog kun den nichomachiske af A. selv (udg. af Ramsauer [Leipzig 1878], Grant [London 1885, 4. Opl.], Bywater [Oxford 1890]; overs. paa Tysk af Stahr [Stuttgart 1863], 8.—9. Bog paa Dansk af Bojesen [Kbhvn 1859]), medens den saakaldte eudemiske skyldes hans Discipel, Rhodieren Eudemos, og Magna moralia (begge udg. af Susemihl [Leipzig]) er et yngre Kompendium. »Politikken« (udg. af Stahr [Leipzig 1836—39], Bekker [Berlin 1878, 2. Opl.] og Susemihl og Immisch [Leipzig 1872, og, med Oversættelse, 1878]; oversat paa Tysk af Stahr [Stuttgart 1861] og Bernays [Leipzig 1872]) giver i 8 Bøger med Etikken som Forudsætning Læren om Statens Formaal og Grundlag, en Fremstilling af de forsk. Regeringsformer, Meddelelser og Domme om de vigtigste Forfatninger og deres Stiftere, endelig Idealet af en Stat og Læren om Opdragelsen som Grundlag derfor. Af 158 Beskrivelser af Statsforfatninger, som A. havde forfattet, er kun bevaret den af Athens Forfatning; den indeholder dels en hist. Oversigt med mange værdifulde Oplysninger, dels en Skildring af Forfatningen paa A.’s Tid (c. 325); (udg. af Kenyon [London 1891, Berlin 1903], Herwerden & Leeuwen [Leyden 1891], Kaibel & Wilamowitz [Berlin 1891, 1898], Blass [Leipzig 1892, 5. Udg. ved Thalheim, smst. 1909], Sandys [med Fortolkning, London 1893], den historiske Del med dansk Fortolkning af Hude [Kbhvn 1892, i tysk Bearbejdelse Leipzig 1892]; oversat af Kaibel & Kiessling [Strassburg 1891] og Hude [Kbhvn 1892]). Værket Oeconomica (udg. af Susemihl) i 3 Bøger er uægte. Til de hist. Skr hører et Brudstykke af en Filosofiens Historie, som dog ikke kan være ægte; det samme gælder i alt Fald til Dels om 6 bevarede Breve (udg. af Hercher, Epistolographi Graeci [Paris 1882]).

Hovedudgaven af A. er den af Bekker for det preussiske Akademi besørgede (1.—4. Bd, med lat. Oversættelse [Berlin 1831]; 5. Bd, udg. af Rose og Bonitz, udkom 1870 og indeholder Fragmenterne og Ordfortegnelse), som ogsaa danner Grundlaget for den Didot’ske Udg. (Paris 1848—86, 6 Bd). Fragmenterne er særskilt udgivne af Rose (Aristoteles pseudepigraphus [Leipzig 1863, og senere smst. 1886]). (Litt.: Stahr, Aristotelia [Halle 1830—32, 2 Bd]; Brandis, »Geschichte der griechisch-römischen Philosophie« II, 2 [Leipzig 1853—57]; Lewes, Aristotle [London 1864], oversat paa Tysk af Carus [Leipzig 1865]; Grote, Aristotle [London 1879, 2. Opl.]; Grant, Aristotle [London 1874]; Siebeck, »A.« [Stuttgart 1899]; Heitz, »Die verlornen Schriften des A.« [Leipzig 1865]; Bonitz, »Aristotelische Studien« 1—4 [Wien 1862—66]. De vigtigste Specialskrifter er: Kampe, »Die Erkenntnisstheorie des A.« [Leipzig 1870]; Eucken, »Die Methode der Aristotelischen Forschung« [Berlin 1872]; Sottini, Aristotele e il metodo scientifico [Pisa 1873]; Teichmüller, »Aristotelische Forschungen« [Halle 1867—69]; Reinkens, »A. über Kunst« [Wien 1870]; Döring, »Die Kunstlehre des A.« [Jena 1876]; Bernays, »Über die Aristotelische Theorie des Drama« [Berlin 1880]; Eberhard, »Die Aristotelische Definition der Seele« [Berlin 1868]; F. Brentano, »Die Psychologie des A.« [Mainz 1870]; I. B. Meyer, »A.’s Tierkunde« [Berlin 1855]; Sundevall, »Die Tierarten des A.« [Sthlm 1863]; Glaser, »Die Metaphysik des A.« [Berlin 1841]; Eucken, »Die Methode der Aristotelischen Ethik« [smst. 1870]; Rasson, »Forschungen über die Nikomachische Ethik des A.« [Weimar 1874]; Oncken, »Die Staatslehre des A.« [Leipzig 1870]; Wilamowitz-Möllendorff, »A. und Athen« [Berlin 1893, 2 Bd]).

A.’s Filosofi. A. var som Tænker Platon’s Elev, og hans Filosofi er et fortsat Arbejde paa den Grund, Mesteren havde lagt, men det er en selvstændig Elevs kritiske og omformende Fortsættelse. Fra sin naturvidenskabelige Opdragelse medbragte A. en levende Sans for Erfaringens rige Mangfoldighed, for Bet. af de enkelte Fænomeners Særegenheder og for Nødvendigheden af ikke at se bort fra dem, naar et Tankesystem skulde bygges, men i Platon’s Skole udvikledes hans rige naturlige Evner for skarp og indtrængende Tænkning, spekulativ Kraft og Dybde og en skabende Fantasi, hvori alle Enkeltheder forenedes til et storslaaet Hele. For A. som for Platon var Videnskabens Maal Erkendelsen af det i dybeste Forstand værende, det almengyldige og uforgængelige, i Modsætning til de stadig skiftende Fænomener, og ogsaa for ham lader denne Erkendelse sig kun naa gennem begrebsmæssig Tænkning; men medens Platon finder det egl. Reale i de abstrakte Ideer, vil A. gaa ud fra de Fænomener, vi lærer at kende gennem Sanserne, og gennem Forklaring af de deri virkende Aarsager finde ind til Tingenes sande Væsen, det Almene, som ligger bagved og virker i de forsk. Erfaringsobjekter. Hermed hænger det sammen, at A. satte et saa betydeligt Arbejde ind paa den systematiserende og beskrivende Naturforskning, hvorved det rigest mulige Materiale blev tilgængeligt, men i selve den filosofiske Tænkning var det hans Opfattelse, at et afsluttende System var muligt, og han har selv i sine Hovedskrifter opført dets vigtigste Dele. Nogen egl. Inddeling af Filosofien har han ganske vist ikke direkte givet, men efter Værkerne er flg. Gruppering den naturligste: 1) Logikken, der er propædeutisk Videnskab for hele Filosofien, idet den giver den alm. Teori for al videnskabelig Tænkning, 2) Den første Filosofi ell. Metafysikken, der behandler den begrebsmæssige Erkendelse af Tingenes egl. Væren og Virken, 3) Fysik og Psykologi, hvori de i Naturen givne Fænomener i det enkelte undersøges, Stoffet i Alm., dets Natur og Bevægelse og den organiske Natur, derunder Mennesket og dets Forhold til Omverdenen, endelig 4) den praktiske Filosofi, Etik og Statslære og som Tillæg hertil Retorik og Kunstlære.

Logik. Gennem Pythagoræernes Arbejde med de mat. Problemer, Eleaternes Dialektik og Sokrates’ etiske Begrebsdefinitioner, men navnlig gennem Platon’s hele Filosofi gaar en stadig fremskridende Stræben efter klar og fast Prægning af de Begreber og Funktioner, der er nødvendige for en videnskabelig Tænkning, men A. er den første, der sammenfatter de vundne Resultater, udfylder det manglende og gennemfører en systematisk Formulering af Tænkningens Metodelære; han skaber Logikken som selvstændig videnskabelig Disciplin og opfører derved en Lærebygning, der i sine Hovedlinier har Gyldighed den Dag i Dag. Alle vore Begreber er formelle Bestemmelser af det værende efter de forsk. Modifikationer, hvori dette fremtræder; disse Bestemmelser deles i visse Hovedarter ell. Kategorier, hvoraf de vigtigste er Substans, Kvantitet, Kvalitet og Relation. Kategorierne er Systemet af Begreber, hvori alle Udsagn kan indordnes, som lader sig fremsætte om Tingene og deres Forhold, og derfor Forudsætningen for Læren om Udsagnene ell., som de i Logikken kaldes, Dommene, der er en Forbindelse af Begreber. Dommen udtrykker, idet den i Forestillingen forbinder to Begreber, at de til Grund for Forestillingerne liggende reale Fænomener hører sammen; forbindes Begreberne Hest og Dyr i Dommen: Hesten er et Dyr, udtrykker denne et virkeligt Forhold og herpaa beror dens Værdi i Tænkningen. Dommen, er nemlig Grundlaget for den egl. log. Funktion, Slutningen ell. Syllogismen, der er den videnskabelige Bevisførelses Metode. Af to Domme (Præmisserne) med et fælles Begreb (Mellembegrebet) udledes en ny Dom, hvori gives en ny Bestemmelse af de to andre Begrebers Forhold (Mennesket er dødeligt, Sokrates er et Menneske, Sokrates er dødelig). Mellembegrebets Forhold i log. Omfang til de andre Begreber bestemmer de tre forsk. Slutningsfigurer, som A. opstillede, og som endnu er i Brug. Foruden denne syllogistiske ell. deduktive Bevisførelse, der tager sit Udgangspunkt i det almene og i Tænkningen fundamentale, formulerede A. ogsaa den induktive Metode, der gaar ud paa fra Udsagn om enkelte Fænomener at naa frem til alm. Bestemmelser, en Fremgangsmaade, der særlig var anvendt af Sokrates i hans etiske Begrebsbestemmelser, og er os velkendt fra Platon’s Ungdomsværker. Induktionen kan ifølge sin Natur ikke naa fuld videnskabelig Sikkerhed, men kun sandsynlige og umiddelbart indlysende Resultater, men den ligger den menneskelige Forstand nærmere og finder derfor ofte Anvendelse, hvor der ikke stilles Krav om sikker, almengyldig Erkendelse.

Metafysik. Enhver almen Dom, der tjener som Forudsætning for en Slutning, maa selv hvile paa en endnu mere almen Dom, og man maa saaledes naa tilbage til visse Grundprincipper, der ikke selv kan bevises. Imod Platon’s Lære om Ideerne som det sande værende, hvoraf Erfaringsverdenens Fænomener var betingede, indvendte A., at den ikke gav nogen Forklaring paa, hvorledes Tingene opstod af Ideerne ell. af den væsentlige Forskel, der er imellem de evige, konstante og ubevægelige Ideer og Tingenes fortsatte Bevægelse og Forandring. Ved Bevægelse udvikler Stoffet sig til en bestemt Form, men medens Bevægelsen fremkaldes af en ydre Aarsag, saa er den Kraft, der fører til og bestemmer Formen, en indre, Stoffet iboende Aarsag. Den ydre Aarsag til, at en Plante opstaar, er Frøet af en anden Plante af samme Art, men Frøet selv har i sig Kraften til at blive til Plante; Frøet er potentielt Plante, den udviklede Plante er det aktuelt, og disse to Bestemmelser er overalt raadende, idet al Udvikling beror paa Fremadskriden fra Potentialitet til Aktualitet, og enhver Ting, der selv er Form og Aktualitet, atter er Stof for et flg. Trin, som den har Potentialiteten for. Det reale værende er Formen, hvori Tingens Væsen først kommer til Udfoldelse, til Virkelighed (Enteleki), medens det formløse Stof vel kan forestilles, men kun er Mulighed, endnu ikke Virkelighed. Formen uden Stof er det rene Begreb, den abstrakte Forestilling. Forfølger man Rækken tilbage, vil man, da enhver af de ydre bevægende Aarsager selv atter er Virkning, komme til en første Aarsag, der ikke selv er Aktualitet af en forudliggende Potentialitet, men absolut Virkelighed, som betinger Udviklingsprocessen, men selv er uforanderlig og ren Form. Dette immaterielle Bevægelsesprincip er den rene guddommelige Tanke, Guddomsaanden, der rummer de Tanker, som virkeliggøres i Verdens Udvikling. Denne er da ikke en mek. Proces, men den har overalt det Formaal at bringe det gode og skønne til Udfoldelse; intet sker uden dette Maal, og enhver Form, hvori noget potentielt bliver aktuelt, sætter nye Værdier ind i Verden. Medens Platon’s etisk bestemte Gudsbegreb saaledes er stærkt afbleget hos A., saa har denne mere konsekvent gennemført Tanken om et Formaal og gjort det teleologiske til Grundprincip i sin Metafysik; dette er ved Siden af Gennemførelsen af Udviklingsprincippet de store Hovedlinier i Systemet. Men disse Grundprincipper lader sig vanskeligt forene med Tanken om Verden som et afsluttet Hele, et harmonisk og evigt, af Guddomstanken gennemtrængt Kosmos, idet man forgæves spørger om Grunden til, at der i Materien opstaar en Stræben imod Form, og om, hvorledes Stoffet og Formen begge lader sig føre tilbage til den fælles Aarsag, den i sig hvilende rene Tanke. At dette Punkt forbliver dunkelt, er dog ikke særegent for A., men en Skæbne, der rammer enhver Metafysik, og det staar hermed i Sammenhæng, at han ikke afgørende besvarer det Spørgsmaal, om Artsbegrebet ell. Enkeltfænomenet er det virkelig værende; det stod ham nemlig klart, at lige saa lidt som han kunde give Platon Ret i, at kun Ideerne var det virkelig værende, lige saa vist er Erkendelsen af Tingenes Væsen ikke knyttet til de enkelte Fænomener.

Natur- og Sjælelære. Da Verden er evig, bliver det Naturforskningens Opgave at forklare ikke dens Opstaaen, men dens Karakter og Virken. Hele Naturen beherskes af Bevægelse, som enten er Ændring af Plads i Rummet, Stofforandring ell. kvantitativ Forandring, Vækst og Aftagen, og overalt er Udviklingen bestemt af Formaalet; idet denne Betragtning gennemføres, udelukkes al mek. Naturforklaring, og de Stoffet iboende Kræfter, som er bestemte af Maalet, bliver Aarsagen til enhver Proces. Af de fire Elementer udvikles trinvis alt Stof og alt organisk Liv paa Jorden, og uden om denne drejer sig det øvrige Kosmos, først Planetsfæren, hvis uregelmæssige Bevægelser behersker Jorden, og yderst Fiksstjernehimlen, hvis Stof er den rene Æter, det femte Element (Kvintessensen), og hvis Bevægelse er den fuldkomne, Cirklen. Det organiske Liv, som A. ordner i en samlet Rækkefølge fra de laveste Dyr op til Mennesket, har til fælles Kendemærke den spontane Bevægelse ell. Udvikling, hvis Kilde er Sjælen, der saaledes er Legemets Form; uden denne er Legemet dødt Stof. Den laveste sjælelige Funktion er det vegetative, hvortil Planterne er indskrænkede, medens Dyrene desuden er udrustede med Evnen til Fornemmelse, og den menneskelige Sjæl foruden de to andre Funktioner ogsaa besidder Tænkeevnen, hvortil paa alle tre Stadier kommer Evnen til Bevægelse, dog i forsk. Grad af Udvikling. Erkendelsen begynder med Sansefornemmelsen, som opstaar ved, at Objektet fremkalder en kvalitativ Forandring i Bevidstheden; ved Indtrykket bliver Fornemmelsen, som i Forvejen var potentielt til Stede, aktuel, og Bevidstheden er saaledes ikke rent passiv modtagende, men aktivt medvirkende. Paavirkningen fra Objektet til Subjektet gaar gennem et Medium, for Synets, Hørelsens og Lugtens Vedk. Luften, for Smagens og Følesansens Vedk. Tungen og Legemets Overflade. De ved Fornemmelserne dannede Forestillinger gemmes i Erindringen, gøres varige klare og anskuelige i Fantasien. Medens ogsaa Dyrene tillægges Erindring, har alene Mennesket Evnen til bevidst og frit at reproducere Forestillingerne, da kun dette er udstyret med de højeste sjælelige Funktioner, Tænkningen, der har det evige og nødvendige til Genstand, medens Meninger gælder det tilfældige, det, som ogsaa kunde være anderledes. Menneskets Overlegenhed over de andre Væsner beror netop paa, at dets Sjæls Form er Aand ell. Tanke, og medens de lavere sjælelige Funktioner er knyttede til legemlige, er den menneskelige Aand fri og ikke bundet af noget legemligt Organ. Udefra indkommet i Mennesket, rammes den ikke af Døden, men vender tilbage til sit guddommelige Ophav. Følelsen af Lyst og Ulyst beror paa Fornemmelsen af uhindret Udfoldelse ell. Hæmning af det organiske Liv; den kommer særlig frem i Affekterne, Kærlighed, Velvillie ell. Vrede, Had, Frygt o. s. v. Det for Livet fremmende ell. hæmmende begæres ell. frastødes umiddelbart som Følge af Sansefornemmelsen, hvorimod det, der gennem Forestillingerne kommer til at staa for Bevidstheden som attraaværdigt ell. det modsatte, fremkalder en Tankehandling, en Overvejelse, der fører til en Beslutning; Villiesakten udløses i Bevægelse. Den menneskelige Villie er fri, idet den er et Valg efter forudgaaet Overvejelse, men Valget er betinget af Motiver, som stammer fra Personlighedens Indre og er i Overensstemmelse med dens Væsen. A.’s Psykologi er ikke blot rig paa ypperlige Enkeltiagttagelser af de sjælelige Fænomener, men hans skarpe Blik og indgaaende Undersøgelse har ført ham til en Opfattelse af Sjælelivets Enhed og Helhed, der nærmer sig stærkt til den moderne Psykologis Bestemmelse af Bevidsthedslivet som sammenfattende Virken.

Etik og Statslære. Det ejendommelige for den menneskelige Sjæl i Modsætning til de andre levende Væsners, var Tænkeevnen, Fornuften, og da Maalet for enhver Art af Væsner maa være den rigeste Udfoldelse af dets Natur, ligger Lykken for Mennesket i Sjælens Virken i Overensstemmelse med Fornuften, den paa Tænkning hvilende Handling. Heraf bestemmes alle andre Faktorer, idet deres Værd afhænger af, om de er fremmende ell. hæmmende for Hovedformaalet; Velstand, Samliv med Venner o. s. v. kan saaledes være fremmende, dets Tilstedeværelse i for høj Grad eller Mangel derpaa hæmmende. Midler til at naa frem mod Maalet er de enkelte gode Egenskaber, som skal udvikles; disse er fornuftmæssige, begrebsmæssig Erkendelse og praktisk Indsigt, ell. etiske. Hvad den praktiske Indsigt anser for den rette Handling, faar gennem Villien sin Retning af de etiske Egenskaber, der bunder i selve Naturen, og hvis Virken gaar ud paa at regulere og dæmme op for Affekter og Drifter, saa at ikke den af Fornuften skabte Forestilling om det rette og gode fordunkles; der skabes altsaa en varig moralsk Habitus som Grundlag for det aandelige Livs Udfoldelse. Bl. de gode Egenskaber, som A. lægger stærkest Vægt paa, er Venskabet, der vel ikke udvides til ligefrem Menneskekærlighed, men dog hænger sammen med, at Mennesket efter sin Natur er bestemt til Samliv med andre; Udviklingen fra Familie til Samfund og Stat er da i fuld Overensstemmelse med den menneskelige Natur. Staten er for A. den gl-gr. Bystat og den Dannelse af større Territorialstater, der begyndte i hans Tid, er uden Indflydelse paa hans Teorier. Det ligger nu i A.’s etiske Ideal, at der i Samfundet maa være et Antal Medlemmer, som maa udføre Haandens Arbejde, Banauserne, hvis ringere aandelige Udvikling stiller dem paa et lavere Trin; ligeledes er Slavestanden en Nødvendighed, som tjenende Klasse i Samfundet, og i Modsætning til den frie gr. Statsborger stilles Barbarerne ell. alle Ikke-Grækere, som Etikken ikke bryder sig om. I sin Behandling af de forsk. Statsforfatninger foretrækker A. de Former, der mest ligeligt afvejer Forholdet mellem Regenter og Undersaatter, og fremfor alle andre den maadeholdne Republik, Folkesuveræniteten, hvorved han har det atheniensiske Demokrati i dets gode Tid for Øje, men han fordømmer afgjort alt Demagogi og Pøbelherredømme og hævder, at Adkomsten til Deltagelse i Styrelsen skal bero paa personlig Værd, borgerlig Dygtighed og etisk Renhed.

Retorik og Kunstlære. I Etikkens Tjeneste virker ogsaa Kunsten, idet den renser og mildner Sjælens Affekter. Dens psykologiske Grundlag er Trangen til Efterligning, der dog ikke bliver staaende ved en blot Kopieren af Livets tilfældige Fænomener, men søger at afbilde Tingenes sande Væsen, Menneskets Karakter og Følelser, som de kunde og skulde være. Kunsten skal skildre ikke Dagliglivets Smaating, men de store Linier i idealiseret Klarhed. I Tragedien kræver A. som Følge af dette Grundsyn Enhed og Sluttethed i Handling, et Krav, der som bekendt i nyere Tid i udvidet og omformet Skikkelse har spillet en stor Rolle i Æstetikken. Nær Kunstlære og Etik staar Retorikken, idet dens Maal er gennem Sprogets Form ved Sandsynlighedsgrunde at virke overbevisende og klarende paa Menneskenes Sind.

Menneskets Maal er saaledes ifølge dets Natur gennem den ham givne Evne til Tankevirksomhed at naa op til Harmoni med det hele af den guddommelige Aand gennemtrængte Kosmos. Om denne Tanke har A. grupperet et System, der er et fuldgyldigt Udtryk for det Syn paa Verden og Menneskelivet, som var Resultatet af hele det rige Aandsliv, Grækenland frembragte i hin Tid, da Athen var Midtpunktet. Naar denne Filosofi blev af saa gennemgribende og vidtrækkende Bet., beror det paa, at det var det mest omfattende System, der nogensinde er givet, gennemarbejdet i Dybden og Bredden, saa vidt det overhovedet var muligt, med en Skarphed i det formelle, der en Gang for alle skabte en fast Metode og blev Forudsætningen for den flg. Tids rige videnskabelige Liv og en sand videnskabelig Forskeraand, der maatte virke befrugtende. Den senere gr. Filosofi byggede middelbart ell. umiddelbart paa A.; Stoikerne og siden de forsk. eklektiske Retninger, idet de optog og omformede enkelte Sider, Nyplatonikerne, idet de stillede ham umiddelbart efter Platon og søgte at vise den dybere Overensstemmelse mellem de to Tænkere. Logikken blev Norm for al filos. Tænkning ogsaa inden for Kirken, da dens Mænd begyndte at sætte Læresætningerne sammen i et Tankesystem, og i den ældste skolastiske Filosofi var Aristoteliske Tanker af grundlæggende Bet., ogsaa i den lat. Verden, hvor Værkerne snart kun var kendte gennem magre Excerpter. En fuldstændig kirkelig Filosofi byggedes først op, da A.’s Metafysik gennem Oversættelser fra de sp. Arabere atter blev kendt; fra da af beherskede A. ganske Tænkningen, indtil den ital. Renaissance atter kaldte Platon frem fra Forglemmelse. Det var Tanken om den gennem alt gaaende Udvikling og dennes teleologiske Karakter, der betingede den Aristoteliske Filosofis Bet. for Kirken, omend den i mangt og meget maatte omformes og tilpasses efter Forholdenes Krav. Tænkningens Fornyelse i Renaissancen fremgik af Kamp imellem Platonismen og Aristotelismen, en Kamp, hvori ikke blot Platon genopstod, men ogsaa A. friedes for alt, hvad der i Tidernes Løb var hæftet paa ham og havde tilsløret hans Tanker. Ind i den nyere Filosofi strækker sig A.’s Indflydelse, i stærkere ell. ringere Grad har han paavirket de fleste Tænkere og gør det endnu stadig.