Giambattista Marino (1569–1625)

Marini (ell. Marino), Giambattista, ital. Digter, f. i Neapel 18. Oktbr 1569, d. smst. 25. Marts 1625. Han førte et letsindigt Ungdomsliv og forsømte sit jur. Studium i den Grad, at hans strenge Fader jog ham ud af Huset og gjorde ham arveløs. Et Par Adelsmænd blev hans Beskyttere i Neapel, men han gjorde dem ofte slemme Bryderier; 1598 maatte saaledes hans Venner hjælpe ham ud af Fængsel p. Gr. a. hans gale Streger, og een Gang til, da han havde forfalsket Dokumenter for en Vens Skyld, maatte de bistaa ham ved hans Flugt fra Byen. M. begav sig til Rom og levede saa en Del Aar der, i Ravenna og Torino, gjorde sig yndet af gejstlige og verdslige Fyrster og Adelsmænd og modtog talrige Æresbevisninger, skrev en Mængde Digte og opførte sig flot og kaad, men tillige med et vist Højsind, som endog bragte ham til at gaa i Forbøn for en misundelig Digter, Murtola, der efter en længere heftig Polemik havde skudt paa ham. Men Aaret efter at M. var (1610) bleven Sekretær hos Hertugen af Savojen, maatte han igen i Fængsel p. Gr. a. et Digt, hvori han sagdes at have satiriseret over sin Herre; han slap først ud 1612. Da alt dette havde gjort M. ked af Italien, fulgte han 1615 Dronning Maria af Medici’s Indbydelse til Frankrig, hvor man gjorde umaadelig Stads af ham, ved Hove og blandt Skønaanderne, overvældede ham med Rigdomme og med Ærestegn. Først 1623, to Aar før sin Død, rejste han tilbage til sit Fædreland, hvor han havde købt sig en Ejendom ved Neapel. — M. var en ubestridelig talentfuld Mand, men en af de mest maniererede Digtere, der nogen Sinde har levet. Det var hans udtrykkelige Hensigt at frembringe Effekt og forbavse ved en lavet Kunststil, hvor alskens sproglige Virkemidler som Antiteser, Ordspil o. l. var bragte i Anvendelse, og hvor især kunstfærdig gjorte Beskrivelser skulde fængsle Læseren. Han bliver derved Typen for den preciøse Retning i Italien, hvor den efter ham fik Navnet il marinismo; i Spanien, hvis Litteratur ogsaa blev stærkt paavirket af Marini, kaldtes Retningen »Gongorisme«. Af hans Værker satte man især Pris paa det mytologiske Epos Adone (1623); ogsaa det fortællende religiøse Digt La strage degl’innocenti beundredes stærkt. Men han har skrevet meget andet: Lyrik, episke Digtninge, Satirer, Hyrdedigte og Breve.