Ferdinand Ludvig Wilhelm Lindgreen (1770–1842)

Lindgreen, Ferdinand Ludvig Vilhelm, 1770–1842, Skuespiller, fødtes i Kjøbenhavn 1770 (døbt 10. April) og var Søn af Konstabel i Marinen Thomas Jespersen og Hustru Johanne Hansdatter. Han gik i Roskilde lærde Skole sammen med en ældre Broder, der ligesom han antog Navnet L., og meldte sig, 18 Aar gammel, ved det kongl. Theater, hvor han blev antagen som Elev med Fr. Schwarz til Instruktør. Denne saa strax, at der boede ikke almindelige Evner hos den unge Mand og forberedte ham omhyggelig i 2 Aar. Efter første Gang at have betraadt Scenen 30. Jan. 1788 som Korist i «Cora» debuterede L. 19. Nov. 1790, efter lige forinden at være bleven Student, som Frontin i «Den forlibte Avtor og Tjener» og gjorde Lykke. Han vilde helst være optraadt strax i en Holbergsk Rolle, men dette modsatte Schwarz sig, og først 20. Dec. s. A. fik L. sit Ønske opfyldt og spillede som 3. Debut Per Nielsen i «Den pantsatte Bondedreng». For denne Rolle var han som skabt: han var slank, men kraftig bygget, noget under Middelhøjde, havde et bredt Ansigt, hvis store Træk kunde antage de mest forskjelligartede Udtryk, og var fra Skoletiden saa fortrolig med den sjællandske Bondedialekt, at den saa at sige var gaaet ham over i Blodet, ja, at han egentlig aldrig helt kunde blive af med den. 8 Dage senere spillede han Henrik i «Maskeraden» og frapperede her ved at være lige saa forslagen, bevægelig og mundrap, som han havde været tossedum, lad og drævende i Per Nielsens Rolle. Det var den gode, gamle Holbergske Komedie, man fik at se igjen, og alene ved disse 2 Roller vandt han Navn af en flink Komiker. Der var imidlertid den Gang saa dygtige Kunstnere ved Theatret, at hans Talent rimeligvis næppe vilde have faaet Tid til at udvikle sig saa hurtig og frodig, som Tilfældet var, hvis ikke Heldet var kommet ham til Hjælp, i det Kemp gik af (1792), og Gjelstrup ved sin Lunefuldhed gjorde sig mere og mere ildeset af Direktionen. Det var derfor et betydeligt Repertoire, der hurtig tilfaldt den unge Mand, og navnlig blev han stærkt anvendt i den ham saa kjære Holbergske Komedie. Der er næsten ikke et eneste af Mesterens Lystspil, uden at L. har medvirket deri, snart i de ubetydeligste, snart i de største Roller. Henrik’erne laa for ham lige saa godt som Arv’erne, hans Gert Westfaler skal man hverken før eller senere have set Mage til, Arlequin i «De usynlige», Chilian i «Ulysses v. Ithacia» og Sganarel i «Melampe» nævnes som komiske Præstationer af første Rang, men Kulminationspunktet naar han 25. Febr. 1805, da han første Gang spiller «Jeppe paa Bjærget». I denne Rolle havde han set Gjelstrup og bevarede trofast alle de geniale Smaatræk, hvormed denne havde udstyret Figuren; men hertil føjede L. alt, hvad han selv som ung havde afluret Bønderne paa «Bjærget», gjennemsyrede Figuren med hele sit rige Lune og vidste i et og alt at finde det adækvate Udtryk for Jeppes mange skiftende Stemninger, var burlesk det ene Øjeblik for at blive næsten elegisk i det næste, men var bestandig naturtro og selv i sin Drukkenskab omsvævet af Gratierne. I det danske Theaters Historie staar L. overhovedet som en af de allerypperste Holberg-Fortolkere, stor i mange Roller, uovergaaet i enkelte.

Et Talent som hans var imidlertid for rigt, til at det ikke skulde kunne spænde over flere Felter, og derfor ser man da ogsaa L. anvendt i de mest forskjellige Rollefag. Men hvor meget dygtigt han end ved sin Flid og Naturtroskab præsterede, kunde han dog i de alvorlige og rørende Roller — hvilke egentlig vare ham langt kjærere end de komiske — aldrig drive det til mere end Respektabilitet; hvad der her var ham imod, var hans lavstammede Figur, hans Sprog, der ikke var tilstrækkelig urbant, og en vis monoton Klynken, der hos ham skulde være Udtrykket for den dybere Følelse, men som forfejlede sin Virkning, fordi den ikke var ganske ægte. I den specifik danske Komedie var han derimod paa sin rette Hylde; her var alt hos ham Natur og Sandhed, og som særlig dansk — ikke kjøbenhavnsk — Skuespiller staar han maaske uovertruffen. Med sit ejendommelige Lune, der snart var tørt, snart sprudlende, kunde han som ingen anden spille fjollede Knøse, ondskabsfulde Karakterer, godmodige Sladderhanke, joviale Gamlinger og saligglade Drankere saa naturlig, til den Grad tagne paa Kornet, at de frapperede ved deres Natursandhed og gjorde den største Virkning. Som Exempler herpaa kan af hans omfattende Repertoire anføres: David i «De Vonner og Vanner», Forvalteren i «Ægteskabsskolen», Grip i «Den forladte Datter», Jacquinot i «De to Grenaderer», Trækom i «Gulddaasen», gamle Rapid i «Den hjemkomne Nabob», Magister Schnudrian i «Sorger uden Nød og Nød uden Sorger», Jolivet i «Den afbrudte Rejse», Jeremias i «Besøget», Lasausseye i «De lystige Passagerer», Tøraf i «Virtuosen», Broder Sup i «Bødkeren», Twastle i «Robinson i England» og Proprietæren i «Hr. Burchardt og hans Familie».

I Juli 1817 blev han Instruktør; men skjønt han var et udmærket Mønster for dem, der vilde hellige sig hans Fag, og skjønt han med ubarmhjærtig Strænghed holdt sine Elever borte fra alle Overdrivelser og saa tæt som muligt op til Natur og Sandhed i Fremstillingsmaaden, savnede han dog for meget Aandsdannelse til hos andre at kunne vække Sansen for det skjønne. Glemmes skal det alligevel ikke, at han har haft sin betydelige Andel i at uddanne en saa fremragende Kunstner som J. L. Phister. Sit 50 Aars Jubilæum som Skuespiller fejrede han i Jan. 1838 som den gamle Skrædder i «Den hjemkomne Nabob», men var allerede da kun en Skygge af sig selv, og 6. Dec. s. A. optraadte han sidste Gang som Broder Sup i «Bødkeren». Ved Sæsonens Udgang trak han sig tilbage fra Scenen og døde 18. Juni 1842. — 1794 havde han ægtet Hedevig Sophie Hviding (f. 1777 d. 1844).