Jeg synger gjerne om Kongers Magt,
Jeg er en Gjæk efter Fødselsdage,
Thi smukke Ting kan jeg da faae sagt,
Ulastet kan jeg min Ruus da tage,
Klink Hver, som tørster,
Høit leve Førster,
Justitien leve, den Jorden børster —
Regenters Skaal.
Jeg synger gjerne om min Mæcen,
Og mild han hører min Harpes Toner,
Endskjøndt Apollo selv gav ham en,
Der var omvundet med Laurbærkroner;
Var fleer Mæcener,
Som den, jeg mener,
Foragted’ Baggesen ei Mæcener —
Mæceners Skaal.
Jeg synger gjerne om Ordensbaand,
Thi intet Menneske skal mig nægte,
At jo en saadan fornemme Mand
Kan drikke Vine, som ere ægte
De Store leve,
Kun de ei kræve.
At Folk for Stjerner og Baand skal bæve!
De Stores Skaal.
Jeg synger gjerne om Kamp og Krig —
Paa anden Maade kan Krigen ikke
Med Nytte blive anvendt paa mig;
— Men naar man synger, saa maa man drikke;
Pokalen tømmes,
Hver Helt berømmes,
Kujon i Krig og i Drik fordømmes;
Hver Krigers Skaal.
Jeg synger gjerne om røden Guld,
Og deres Ros, som i dybe Mine
Randsage efter almægtigt Muld,
Som skaffer Ære og Magt og Vine;
Dukater løbe
For Luxens Svøbe,
Hver stoppe sin, derfor Viin han kjøbc;
De Riges Skaal.
Som svoren Fiende af Finkelen,
Hvis Ruus er døsig, gemeen og ringe,
Jeg synger gjerne om Handelen,
Og raske Sømænd, som Viin os bringe;
Trygt Vimplen svæve,
Sømanden leve,
Og Tolden ikke formeget kræve;
Søfartens Skaal.
Jeg synger gjerne, o Elskov! dig,
Din rene Lyst og din ømme Smerte,
Og disse Toner Elisa mig
I kjælne Arme indsluttet lærte;
Om Elskovs Glæde
Hun bød mig qvæde,
Og selv hun skjænkte mig Elskovs Glæde;
Forelsktes Skaal.