Farvel!
(Efter Th. Spitta).
(Efter Th. Spitta).
Hvortil de mange Taarer
Og Klagens dybe Røst?
Hvad Herren sig udkaarer,
Forenes ved hans Bryst.
Ei Rummet eier Magten,
Ei Tiden er saa stærk,
At den kan bryde Pagten,
Som er vor Frelsers Værk.
Vel rækker du mig Haanden,
Som var det nu forbi;
Dog vandre vi i Aanden
Ad samme trange Sti.
Du seer paa mig, som mødtes
Vort Blik vist aldrig meer;
Dog, hvad af Herren fødtes,
I Himlen Sjælen seer.
Du gaaer til andre Egne,
Og jeg skal blive her;
Dog er os allevegne
Gud Herren lige nær.
Du drager mod det Fjerne
Ad Livets Stier frem;
Dog lyser samme Stjerne
Os til det samme Hjem.
Hvi skulde vi da mene,
At dybt vi sørge maae?
Vi kjende jo den ene,
Mod hvem vi Alle gaae.
Hans Varetægt og Pleie
Jeg dig og mig betroer;
Hans Engle see de Veie,
Vi vandre over Jord.
Saa være da til Sorgen
Ei viet denne Stund!
Vi har en sikker Borgen,
Et Ord af Herrens Mund:
At hvo sig ham udkaarer
Til Sjælens Skat og Lyst,
Ham spaaer en Regn af Taarer
Om Glædens rige Høst.