Min Moder tidligt døde,
Min Barndom var saa kort;
Man rev mig til den øde,
Den kolde Verden bort,
Hvor ingen Sjæl forstod mig,
Og intet Hjem jeg fandt;
Dog Haabet ei forlod mig,
En Verden det mig vandt.
Min Sjæl, for Jorden lukket,
Kun leved i sin Drøm;
Den havde tidt sig vugget
I Phantasiens Strøm;
Den fjerned sig fra Vrimlen;
Den var en Natviol,
Der saae mod Stjernehimlen
Og ei mod Dagens Sol.
Hver Stjerne til mig sendte
Et mildt og venligt Skjær;
Jeg mange blandt dem kjendte
Og havde dem saa kjær,
Med Øiet jeg dem fulgte
Hen over Himlens Vei;
Een Stjerne dog sig dulgte;
Min Stjerne var der ei.
I Himle, høie, fjerne,
Bag Rummets dunkle Grund
Gud skabte denne Stjerne
I Alfhilds Fødselsstund.
Men endnu ei dens Straale,
Som gjennem Rummet foer,
Den lange Vei kan maale
Ned til den fjerne Jord.
Engang jeg veed, den kommer
Med Lys fra Sjælens Hjem,
Fra Evighedens Sommer
Paa Jordens Himmel frem.
Engang i Stjernevrimlen
Hist i det dybe Blaae
Mit Lys skal staae paa Himlen,
Og jeg mig selv forstaae.