Hvad er det for en sælsom Lyst,
Som mig til Skoven træffer?
Jeg kan ej dæmpe i mit Bryst
Hver Længsel, som den vækker.
For Fuglesang
Bag Bøgehang
Hver Livets Mismod viger,
Naar Morgenrødens Rosenvang
Paa Himmelbuen stiger.
O søde Uro i min Barm,
Jeg kan dig ikke dæmpe!
Nu flygter al den vilde Harm
Og Sorgens mørke Kjæmpe.
Hver mørk Begjer
Brat flygter her,
Tør ej til Kilden komme;
Thi der, hvor Blomsten voxer nær,
Er hver Bekymring omme.
Ja under Løvet er der Skjul,
Der vil jeg boe og bygge;
Der sidder hver en liden Fugl
Glad kvidrende i Skygge.
Der vil jeg gaae,
Naar Duggen paa
De Anemoner falder,
Og naar de Nattergale slaae,
Og Vagtelkongen kalder.
O søde Fred! hvor gjør du godt,
Du dæmper hver en Smerte,
Og i det grønne Bøgeflot
Sig glæder saa mit Hjerte.
Jeg har saa kjær
Hver Broder her,
Selv den, som Had mig bragte;
Og, hvis de nu var alle her,
Jeg strax dem Haanden rakte.