Underlige, dybe Strømme!
Perleklare, himmelblaa!
Siig, hvorfor i stille Drømme
I mit Hjerte vugge saa?
Hvorfor kan jeg Timer staae
Ved din Bred, du søde Bølge!
Stirre tavs i Østens Guld,
Inderlig og længselsfuld —
Ønske Vinger for at følge
Dig fra Land, du søde Bølge!?
Hvorfor mon sig Hjertet røre
Fuldt og sønligt i mit Bryst,
Naar jeg Bølgesang kan høre,
Tonende fra Danas Kyst?
Hvorfor blusser jeg af Lyst,
Seer jeg Sejers Snekker glide
Fjernt med vide Vingefang,
Paa fiolblaa Bølgevang,
Hvor i Sol, fra Vovens Side,
Liljer springe, sølverhvide? —
Hvad er dejligt under Himlen,
Som at see den stolte Strand
Trykke sig om Blomstervrimlen
Over Hertas Sommerland?
Hvad i Verden lignes kan
Med den grønne Vaar, omgivet
Af det store Mørkeblaa,
Som, i tusind Folder smaa,
Kruset ind imellem Sivet,
Bugter sig om Blomsterlivet?
Hvad var Jord med stolte Fjelde,
Laa den ej i Bølgehær?
Hvad var Havet i sin Vælde,
Var den grønne Strand ej nær?
Hele Maleriet her —
Siig: hvad var det uden Rammen?
Uadskillelige To!
Høj Begejstring, himmelsk Ro,
Smeltende, som Lys og Flammen,
Skjønt i Verdenstanken sammen!
O! saalænge Blikket luer,
Maa det søge Bølger blaa!
Alt, hvad Danskens Øje skuer
Aldrig dog saa kjært han saae;
Derfor kan han Timer staae
Ved din Bred, du raske Vove!
Og, naar Øjet lukkes til,
Maa han høre Bølgelil
Synge sødt om Daneskove —
Ellers kan han ikke sove! —