Christian Winther (1796–1876)

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,

Hans Knæ var skjælvende, var mat,

Og Sjælens Straaler gjennem Øiet

Knap trængte ud fra Kummers Nat.

Det var i Høst; — og Bøgeskoven

Alt farved guult sit Bladetelt;

Han stod paa Klinten der, hvor Voven

Opskummer høit fra store Belt.

Jagthornet lød fra stille Dale,

Mildt straalte Himlens Aftenskin,

Men tolked ei den mørke Tale,

Som stod indgravet paa hans Kind.

Der laae et Væv af Sorgens Traade

Med Smertens Islæt for hans Blik,

Og fra hans Ansigts dybe Gaade

Kun Fortids Dæmmerlys fremgik.

Før bar han stolt tre Kroners Smykke,

Men Landets hjelmbedækte Slægt

I Støv hans Hoved monne trykke

Formasteligt med Hovmods Vægt. —

Naar Bonden lægger Sæd i Jorden,

Han høster Guld af Jordens Skjød;

Men denne Sæd et Træ er vorden,

Skjoldbaarnes Skræk, og Frugten — Død.

Brat Herremandens Kinder blegned,

Naar Drotten mælte Vredens Ord,

Død og Fordærvelse var tegnet

Paa Adelsskjold, hvor han fremfoer.

Men Bonden, — tryg til Ploven støttet, —

Paa ham kun stoled, og paa Gud.

Taknemlig, tro han Spaden bytted

Med Sværdet paa hans Herrebud. —

En Søn af tvende Aldre var han;

Han stod, hvor Skranken just blev lukt,

Og Mørkets bittre Kampe bar han,

Men høsted ikke Lysets Frugt.

Hvo var hans Ven? — vi veed det ikke!

Han eensom gik den steile Sti,

Og venneløs han maatte drikke,

Hvad Sorg og Fryd ham skjenked i.

Hans Kjærlighed? Det var en Due,

Et Duenavn, et Duesind,

Den flagred ned fra Himlens Bue,

Og kurred ømt ved Thronens Trin.

Hver Elskovstale fra den Hulde

Bar Mildheds Frugter i hans Barm,

Og ofte smelted Hjertets Kulde

For Øiets Foraarsstraale varm.

Men Verdens Hovmod avler Smerte

Med Moderen, som hedder Had;

De lokked Duen fra hans Hjerte,

Og Gift — var deres Lokkemad.

Landflygtig blev han. Fra hans Hoved

Med troløs Haand de stolte Folk

Tre Kroner frækt at styrte voved,

Og hvæssed Oprørs Sværd og Dolk.

Landflygtig blev han; — men den vilde

Omflakken læged dog eet Savn:

Thi Venskab vaagned, — ak, forsilde!

Det førte ei til Fredens Havn.

Vel saae han tusind Fiender blegne,

Det kjøbtes dyrt med trofast Blod,

Thi ogsaa Venner saae han segne, —

Snart ene han tilbage stod.

Et Fængsel blev hans Huus. Med Rænker

Man slog hans Arm i stærke Baand;

Og denne Bolig, disse Lænker

Dem fik han af en Frændes Haand.

Ei saae han Nattens Øie skinne,

Ei Engens Farveharmonie,

Og Blomstens Duft med Vaarens Vinde

Gik Fængslets kolde Muur forbi.

Uhørte slynged sine Vover

Mod Øens Kyst det friske Hav,

Og Lærken uhørt qviddred over

Den Levendes forladte Grav.

Hans Qval ei smelted Frændens Hjerte,

Men Stenen paa hans Fængselsbord, —

Det kolde Marmor, — følte Smerte,

Og bærer end sin Medynks Spor.

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,

Hans Knæ var skjælvende, var mat;

Dog var han fri, ei længer Øiet

Sløvt stirred ud i Fængselsnat.

Imellem Skovens Bøgestammer

Han vandred sværmende og blid,

Han gik og drømte om sin Jammer,

En Skygge fra en svunden Tid.

Jagthornet lød fra stille Dale,

Mildt straaled Himlens Aftenskjær;

Da vendte han sin Veemodstale

Til Vogteren, som stod ham nær:

„Min kongelige Ven alt sover?

Snart skal jeg trætte sove med!

Frigjort min Skygge snart didover

Skal svæve til en salig Fred!”