Det frygtelige Vaaben her,
Meer stærkt det er end Spyd og Sværd,
End Gift og Dolk og — Andet;
Det har forvoldt, al Verden rundt,
Saameget nederdrægtigt Ondt,
At det er fast forbandet.
Det er som Øglen med sin Braad,
En Piil med Boa-Upas-Odd,
Et Lys med giftig Flamme:
En Spole af en Hexe-Teen,
En nedrig, smidig lille Green
Af Kundskabstræets Stamme.
Om mangen Sjæl, som faaer det fat,
Sig Ondskab, Daarskab, Dumhed brat
I Flok fortroligt sanke; —
Men i din Haand, veed jeg forvist,
Det tjener kun fra først til sidst
For Skjønhed og for Tanke.