Christian Winther (1796–1876)

Med Graad paa Kind, med tunge Fjed

Alt see vi Aaret vandre

Mod Evighedens Afgrund ned

At slumre hos de andre.

Og, smykt i Paradisets Pragt,

Ad stjernerige Veie

Omstimler huldt en Englevagt

Den døde Konges Leie,

Trompeters Gjald oq Strænges Klang

Og Orglets dybe Tone

Forstummet er, som Fuglens Sang

I Bøgens nøgne Krone.

I Graat sig hyller Solens Karm

Og Himlens hvalte Bue;

Hvert Blomsterskud, hver Jomfrubarm

Bag Sorgens Slør vi skue.

Men om end Døden grumt besaaer

Vor Jord med Liig og Grave,

Saa spirer dog en evig Vaar

I Sanggudindens Have.

I Myrthers Læ hver Nattergal

Sin Rose der forkynder

Sin Elskovs evignye Qval,

Mens Kilden evigt nynner.

Bag Løvet broget Blomst og Frugt

Sig søsterligt forene,

Og lokke Sommerfugles Flugt

Til eviggrønne Grene.

Og hvad Alverden har i Gjem

I Himlen og paa Jorden

Som i et Speil her træder frem

I malerisk Uorden.

Og Mørkt og Lyst og Glands og Lyd

Og Tanker og Bedrifter

Og Smil og Suk og Sorg og Fryd

I evig Vexel skifter.

Jeg nylig sneg mig ængstlig ind

I disse Trolddoms-Egne,

Og satte mig paa Templets Trin,

Og gav mig til at tegne.

Jeg tegnede, men, ak! saa smaat

Sig hvert et Træk fremstilled;

Jeg maled — men kun Graat i Graat

Afpræged sig hvert Billed.

Thi, ak! hver Blomst, jeg rører ved,

Brat Glands og Duft forlade.

Det er min Lod! — Med Skaansomhed

Modtag de blege Blade!