Christian Winther (1796–1876)

    Mørk var Natten, tung var Skyen,

Taushed ruged over Byen;

Blødt jeg laae i Søvnens varme,

Trøstefulde, stærke Arme;

Og i Drømmens Taagehimmel

Saae jeg Billeder i Vrimmel;

Før ei seete, før ei kjendte,

Mylred, sværmed de og rendte,

Som, jo meer jeg paa dem stirred,

Meer og meer mit Sind forvirred.

    Men med Eet, i al den Vildhed,

Blev der som en hellig Stilhed:

I olympisk Glands, forklaret,

For mit Øie aabenbaret,

Stod nu Mnemosynes skjønne

Datter i den røde, grønne,

Folderige Dragt; mod Barmen

Læned Lyren, som i Armen

Let hun bar; i Haarets faure

Fletning laae den friske Laure.

Trindt om Kindens Rosenblade

Og om Læben blomstred glade

Smiil, mens hun sig mod mig hældte, —

Smiil, ak! som dog mig ei gjældte.

    Hun oplod sin Røst og sagde:

„Du, som paa mit Alter lagde

„Blade tidt, der visne baade

„Var og blege, men til Naade

„Tagne blev, for ei at skræmme

„Bort Dig fra, hvor Du har hjemme, —

„Hør mit Ord, ret Dig derefter:

„Anspænd dine svage Kræfter,

„Stem din Stræng og lad den klinge!

„Du en Hilsen ham skal bringe,

„Ham, hvis Øie jeg har klaret,

„Hvem jeg huldt har aabenbaret

„Skjønhedstanken, Sandhedslivet

„Og i Vuggegave givet

„Evne til med Kraft og Ynde

„Skjønhed, Sandhed at forkynde.

„Du skal sige ham, at alle

„Vi, som han og Du paakalde,

„Staae ham nær og see med Glæde

„Ham den rette Vei betræde —

„Kjæk og trodsig hen mod Maalet,

„Som en Martyr gaaer til Baalet,

„Og vi veed, at selv hans Smerter

„Tænde ham Begeistrings Kerter.

„ Smukt i Billed og i Lignelse

„Bringe Du ham vor Velsignelse!”

    Her hun taug og op sig svinged,

Mens i Luften Lyren klinged,

Til Olympen, til Castale, —

Og jeg vaagned af min Dvale.

    Men jeg voved ei at tøve;

Strax jeg tog mig for at prøve,

Hvad min Røst endnu formaaede

For at vinde hendes Naade

Og et Smiil fra hendes Blikke, —

Men omsonst — jeg kunde ikke!

Hendes Smiil Dig her gjengive,

Vække hendes Ord tillive,

Klangen, Sangen — ak, umuligt!

Det blev strax mig heelt ansku’ligt.

    Briste maa, hvad ei kan bøies:

Du maa altsaa venligt nøies

Med en Hilsen fra os Andre,

Som med Dig paa Jorden vandre,

Dem Du vistnok alle kjender

Som Beundrere — og Venner!