Hun var saa fiin, og neppe ti, tolv Aar,
Med skjelmske Øine, spæde Hænder,
Og løb med flyvende, guldgule Haar,
Og leged lystigt „Tampen brænder.”
Men — dette underlige, dybe Suk —
Det Blik, hvormed hun yndigt sværmed, —
Hvo lærte hende det? Hiin „Dreng saa smuk,”
Der tidligt, ømt sig Barnet nærmed.
Hun stilled sig paa Bordet, rank og let,
Og saae sig om med skjelmske Blikke,
Og sagde: „jeg vil kysse hans Portrait, —
Ham selv — nei ham — det tør jeg ikke!”
Og da hun siden tog sit Shavl, sin Hat,
Og Kaaben paa for hjem at vandre,
Hun sagde: „Kun om ham den hele Nat
Jeg drømme vil, — om ingen andre!”
Ja, tryk det kolde Lærred lifligt kun
Mod dine friske, røde, unge Læber, —
Men fly mit Kys! thi paa min Mund
En Rædsel boer, som Livet dræber.
Drøm kjærligt, søde Barn! om mig i Nat,
Og send mig Sukke, varme, ømme;
Jeg møde vil ved Stævnet, Du har sat,
Thi jeg har Ingen, jeg tør drømme!