Her midt blandt Dine Huus-Spioner,
Der øve Hundens skarpe Sands,
Hvor Du, min søde Rose! throner
Som Smykke i en Tornekrands;
Jeg sender Dig fra Sjælens Gjemme
En Gjenklang af dens rige Fryd;
Thi den igjen har vundet Stemme
Og Strængen atter Klang og Lyd.
Jeg har jo Dine Hænder trykket,
Dit Øie fik jeg atter see,
Og, mildt forfrisket, sødt henrykket,
Jeg hørte Dig jo atter lee!
Den Lægeduft igjen jeg aanded,
Som svæver om Dig, hvor Du gaaer;
Og Hjertet, som sig bittert vaanded,
Med nysødt Liv og Lue slaaer.
O! jeg vil hylde Dig, min Dronning
Ved Hjertets og ved Harpens Slag,
Og Sangerhimlens Jomfruhonning
Dig offre til min sidste Dag;
Thi kraftigt, sundt Dit Hjerte luer,
Du er saa deilig, fiin og kjæk;
Og Livets Roser, Melk og Druer
Mismod ei Du kaster væk!