Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.
Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da hasted jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; —
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!
I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.
Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.
Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.
Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.
Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; — da loe
Han høit i Lunden.
Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.
”En Gud,” han sagde, ”er
”Nu eders Amme,
”Thi jeg vil skjænke jer
”Min høie Flamme;
”Mit Guddomssprog, mit Bud
”Jeg eder lærer,
”Og sender jer saa ud
”Som Missionærer.
”Den anden Fugleæt
”Maa ogsaa lære,
”Men kommer dog ei ret
”Til nogen Ære!
”Men I er af det Slags,
”Som vist kan hexe;
”I kommer alle strax
”I Mesterlexe.
”Min Bitterhed er sød,
”Min Qval er Glæde,
”Og det er Sorgens Død
”For mig at græde.
”Den Sæd skal I udstrøe
”I Svendens Hjerte,
”Oplære hver en Møe
”I Elskovssmerte.
”Naar eensomt Svenden gaaer
”I Elskovstanker,
”Ved Vindvet Pigen staaer,
”Og Hjertet banker;
”Hun seer jo nok hans Vei
”I mørke Fjerne,
”Men aabner Vindvet ei; —
”- Hun vilde gjerne!” —
”O! slaae da sødt og net
”I Foraarsdalen,
”Saa hvidsker Mennesket:
”Hør Nattergalen!
”Og paa mit store Navn
”Vil Alle raabe,
”Og under Livets Savn
”Paa mig kun haabe.
”Da voxer stolt omkring
”Min Magt paa Jorden;
”Og da gaae alle Ting
”Først ret i Orden;
”Thi det er Sorgens Død
”For mig at græde;
”Min Bitterhed er sød,
”Min Qval er Glæde!”
Jeg gysde ret derved, —
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.