Vi vandred rundt i Havens dunkle Gange,
jeg havde mod mit Hjerte trykt din Arm,
en dejlig Stemning vaagned i min Barm;
thi højt i Træ lød Nattergalens Sange
mens Maanen smiled’ mildt paa Himlens Bue,
og Sundets Bølger gik foruden Larm,
og Aftenluften bæved sødlig varm —
alt næred mit Hjertes stille Lue.
Da, siger du, ”Nu hjemad jeg maa drage” —
det var, som fo’r et Sværd mig i mit Bryst;
men jeg maa tie, smile og forsage.
Oh! Bort med dig drog alt, som var min Lyst!
Da jeg stod ene uden dig tilbage
da stod jeg ene, ene uden Trøst!