I hver Solstraale vinker der en fristende Skjælm,
En lille bitte Djævel i hver Knop;
Det sprutter af Livslyst i den knudrede Elm,
Og jeg tror, en Faun regjerer i min Krop.
Aa, Foraar, Du Foraar! Du burde ha’ Respekt
For Vinterens adstadige Tanker —
Men min Forstand er vistnok med Vintersne i Slægt:
Den smelter strax, naar Maj paa Døren banker.
Min Tanke blir forrykt — som af Sommerfugle fuld —
Naar jeg hører den første Lærkes Trille;
Der voxer mig i Haanden en Tryllestav af Guld —
Nu er det Tid at vove og at ville.
Ud af den lumre Stue! Paa Hylden hver en Bog!
— Om Vaaren er Træerne dog grønnest —
Et Smil til Snærperiet, og bort med alle Aag!
— Om Vaaren er dog Pigerne kjønnest. —
Jeg elsker med Lidenskabens dragende Gys
Den betagende Vaarbrudsfanatisme,
Som bryder selv den blegeste Solstraales Lys
I dejlige Farver — som en Prisme.
Hvem tænker nu paa Høst med de gulnede Løv,
Eller Vinter saa knugende tung;
Jeg glemmer jo selv Sommerens kvælende Støv —
Naar Vaaren vaagner, er jeg atter ung!