Dagen hviler med brustent Blik
Paa Kvældrødmens Purpurhynder,
Hviskende Lyde i Skov og Krat
Nattens Komme forkynder,
Og Tankerne hamre
Sale og Kamre
Af reneste, rødeste Solstraaleguld.
Æventyrslotte strækker stolt
Sine Flammespir mod Himlen,
Og tværs gjennem Vrimlen
Af Æventyrlandets knælende Folk
Skrider en Skikkelse, hilsende koldt —
Det er Dronningen — det er hende!
Jeg kjender Mundens stolte Bue
Og Hagens Rundning, Blikkets Lue
Fra Sjælens Flammehav, aldrig slukt;
Jeg kjender Barmens bløde Bølger,
Og henrykt, fængslet, mit Øje følger
Hver skjønhedsfavnende Linies Bugt.
Let træder op ad Tronens Trin
Den kongelige Fod,
Let farves Kindens hvide Lin
Af kongebaaret Blod,
Mens Herskerøjet søger fjærnt
Og straaler med et Kvindeblik,
Der beder som en Barnemund
Og saarer som et Dolkestik, —
Og det var mig det søgte,
Og det var mig det fandt,
Og det var mig, hun elsked,
Mig hjælpe Gud, saa sandt!
Der blev Æventyrelskov paa Elverlandstro
Og Troldvin i glemselsgnistrende Skaale,
Og Længsler bygged en brændende Bro
Mellem Trone og Bolster, med Plads for to,
Af Sekunder, som Evighed selv ej kan maale.
Og i Aftenvanvid og Morgenrus,
Født af en lidenskabsdirrende Stemme,
Jeg leved et Liv i hint Trolddomshus,
Som jeg aldrig, aldrig kan glemme.