Du Tiger, som soler din stribede Krop,
Du Ørn, som gør Strandhug fra Havbrinkens Top,
Du Slange, som ruller af Ringe en Ham,
Du Lotos, som drømmer med Roden i Slam
jeg ved, at jert spillende Farvebram
er Ørkenspejling, naar Hjærnen er hed,
jeg maner Jer Glans i Nirvana ned!
Du Aadselgrib paa det selvdøde Dyr,
Du slunkne Hund, som til Skrallesnavs ty’r,
Du Skylle, som ælter til Pløre min Sti,
Spyflue, som aldrig fløj Skarnet forbi —
fra Møddingens Aander jeg grubled mig fri!
O hjærtekrympende Uhumskhed,
jeg hælder din Spand i Nirvana ned!
Du hvide Favn, som er støbt til min,
I Øjne, som funkler med Død-Glemslens Vin,
I Arme med Søvndys for fredløst Jag,
min Brud, som gør Regnvejr til blændende Dag —
i Salen stod Festen — frem Skyggerne gled
af Kælderrotternes ynglende Led,
og Festen sank i Nirvana ned!
Du Stridslyst, som hærded til Næve min Haand,
Du Livtag, som rusked de modfaldnes Aand,
Du Harme, jeg kyled mod Slynglernes Slæng,
Du Lede, jeg spyed paa Dorskhedens Seng —
I rokkede ikke en Verden af Led,
I rejste lidt Støv paa en Landevejs Bred,
lad falde det Støv i Nirvana ned!
Fred-Længsel, som ledte i Sjæle om Hjem,
Du Taalmod, som kun vilde elske dig frem,
Du vaandende Lytten til Hjærternes Graad,
Du trofaste Venten paa Hændernes Daad —
i Dødskamp jeg skærer jer bort med Rod,
fra Flængen det pibler, mit Hjærteblod —
et Dryp i Nirvanas bundløse Flod!