Med blanktrukne Ryttersabler
to Adelsmænd stod paa den aftalte Plads;
Skjorten var smøget om Albuen op,
paa Jorden laa Hjælm og Kyrads.
De vented fra Sekundanten
Signalet til den blodige Daad,
da brødes den dødssvangre Tavshed
af en Røst, som gynged paa Graad:
»Ved hvert et Ord,
som fra din Sjæl fløj til min Rede hen
og ynglede kraftigt herinde
og kom med sit Kuld igen, —
ved hver en Latter,
der faldt som plaskende Foraarsregn
foryngende over mit Hjærtes
af Tørke udpinte Egn,
Ved hver en Sorg,
vi deltes om, som vi var Brødre til,
ved hver en Jubel, der straaled
som Springvand i Solens Spil,
ved hvert et Bæger,
jeg sorgløst drak af din spanske Vin,
ved hver en Bog, som jeg læste
om Vintren ved din Kamin,
Ved denne Haand,
som de tusind Gange har rystet din,
og ved mit Hjærte, som aldrig
for dig var et laaset Skrin —
ved Davids Veraab,
at ingen Kvinde var en Jonathan,
ved Brændemærket, som dømte
Kain til en fredløs Mand —
sværger jeg dig, jeg fra Barn har haft kær,
jeg løfter aldrig mod dig mit Sværd!«
Da brast en Byge
af Graad og Latter — en plaskende Tø
ned over Vennens Hjærte
og oprev den bundfrosne Sø.
Saa raabte han lystigt til Pagen:
Rid op til Fru Mette og sig fra mig,
at hvis hun har Brug for en Elsker,
saa viger vi begge for dig.