I gamle Haver,
der lukker om røde
ældede Slotte,
hvor Lindealleerne
kappes i Stilhed
med Vand, der dovner
i brune Kanaler, —
hvor Svanerne stryger
de bløde Dun
mod Aakandeblomsternes hvide Kinder
hvor Gangene gruses
for Silkeskoen,
som viger forsigtig
for tykke Snegle —
hvor gamle arbejdsvanføre Husmænd
hyggdigt pusler
med kluntede Fingre
om sjældne Roser,
takkende fromt
for den fulde Dagløn
og bedende naadigt Vorherre velsigne
det naadige Herskab —
hvor Sagnene endnu tør bygge i Ly
for stinkende Røg
fra haarde Maskiner
og ynkende Forskeres
isnende Smil —
hvor Barnesjælen
højtidsfuldt undres
over hvert Spor,
som taler om Tider,
da Haandfæstnings-Konger,
kun kendte fra Bøger,
stredes afmægtigt
med Rigets Adel —
hvor den fremmede Mand
standser ved Sandstensmonumentet,
omklamret af Vedbend,
regnforvitret,
og staver sig gennem den snirklede Indskrift,
som melder i hundredaar-gammel Stil,
at stavnsbundne Bønder
taknemmeligt satte
et evigt standende Hædersminde
for Godsets Ejer,
fordi han brød
Aartusinders Trældom —
i gamle Haver,
som dæmper hver hadefuldt-støjende Stemme,
hvis hegnede Trolddom jeg aldrig kan glemme
der hørte jeg hjemme.