I Loftets Felter tumler sig et Mylder:
Struttende Nymfer kryster svære Helte,
og intet Figenblad og Vinløvbælte
de brune Gudelemmers Kraft tilhyller.
Fortidens Mestre Salens Vægge smykke:
Fru Potifar begræder Josefs Dyder,
fortvivlet hun sit Svanebryst ham byder
og stirrer avindsyg paa Ledas Lykke.
Vælige Hingste vrinsker efter Hoppen,
om fromme Kvier slaas uvane Tyre —
den flamske Frodighed kan intet styre —
Køteren halser henrykt efter Moppen.
Et Frokostbord med Østers, Krebs og Hummer,
Rhinskvin, Fasaner, Druer og Citroner
staar dækt for Skyttelaugets Rangspersoner,
som ved, at Bugens Glæder Himlen rummer.
Kermessens Orgie overskyller Landet,
Livslysten vælter sig i røde Flammer —
Karle og Piger, Bønder, Kromadammer,
for Kys og Dans og Drik ej sanser andet.
Og jeg studerer Renaissancens Vægge,
nærsynet bladende i Kataloget,
mens Guderne sandsynligt mumler noget
om smalle Skuldre og om tynde Lægge.