Min Barndoms Lade —
hvor alle vi Søskende leged som smaa
og redte os lune Senge
af gule, tærskede Straa,
naar Moder paa Regnvejrsdage
forbød os at snavse i Haven vort Tøj,
saa stormed vi ellevilde derover
under umaadelig Støj.
Vi sloges med Halmen,
og Avnernes Splinter af Øjet vi gned,
saa kravled vi op paa Bjælken
og trimlede hvinende ned,
pillede Kalken af Muren,
det skæve, klinede Bindingsværks-Kræ,
og stirred paa alle de Edderkopper,
som feded sig i dens Læ.
Og henne i Krogen,
dækket af Halmen og fjorgammelt Snavs,
der fandt vi en Gang, ved at rode,
en Ting — og vor Leg blev tavs,
et grovt og ormstukket Trækors,
kasseret som Vraggods, da Kirken en Gang
fik Raad til en Altertavle —
en underlig Mand, der hang.
En Krans af Torne
omgav de grimme fortrukne Træk,
og røde Striber fortalte
om Haandens sivende Læk —
vi sagde vist intet,
men dette Billed, slængt hen i en Krog,
talte igennem vor Barnesnak
med Ord fra et evigt Sprog . . .
Den gamle Lade —
den saa jeg i Aftes, en Helligdom,
hvor alle min Barndoms Minder
flimred i Halvmørket om.
Saa trampede hele min Deling
med Fedtlæderstø vier i Halmen ind,
og svinske Kaserne-Eder
raabte til Drømmen: Forsvind!