Den unge Rype saae, ved Aarets værste Tid,
Hans og hans Moders Pels fra mørkebruun blev hvid.
„Hvad,” raabte han, „kan Aarsag være,
„At vi nu skal en anden Farve bære?"
„Vor Skaber, gav den gamle ham til Svar,
„Paa hvis Befaling vi de mørke Fjere bar,
„Vil nu, vi os i Hvidt skal klæde.”
„Da er,” blev Ungen ved, „os sligt til liden Glæde!
„Her falder alt den samme Sne,
„Som hisset højen Fjeld bedækker;
„Naar dette Skjul sig overalt udstrækker,
„Hvor skal vi da hinanden kunne see?
„Der bliver vist en Søgen uden Ende;
„Det koster Møje Hvidt paa Hvidt at kjende;
„Vi maatte heller blevne som vi var!”
„Holdt,” sagde Moderen, „du kaade Nar!
„Vov ikke Himlens eget Raad at vrage;
„Maaskee du seer alt inden nogle Dage,
„Hvad Nytte du af byttet Kjole har”
De tav. Den tykke Sne snart hele Marken dækked’,
Og som de begge vandred’ frem,
En vældig Ørn saaes svæve over dem.
Saa rædsomt Syn den unge Rype skrækked’,
Og, bævende, paa uvis Fod,
Med knækket Mod
Og isnet Blod,
Den unge Dadler dybt i Sneen stod.
Da Faren var forbi, den gamle vender
Sig til sin Søn: „Nu veed jeg, du bekjender,
„Din hvide Pels alene frelste dig;
„Ved den i hviden Sne du blev ukjendelig.
„Vi forhen ligned’ nogen Jord saa nøje,
„At vi undgik hin Røvers skarpe Øje;
„Se nu, hvad Nytte den Forvandling har,
„For hvilken du saa bange var;
„Og tro ej, at Naturen lod os Farve skifte,
„Hvis ikke vissest Gavn det skulde stifte.”