I Synnerjylland der er æ føjt,
Der hær æ hjemm,
Der gik min Vugg i e Kaklownskrog,
Å en Trimm,
Der såd min Mor ve’ mæ o sång,
O øwwer æ Vugg et Uro hång
Ve’ e Lowt i en Krahm ò dingelt.
Der red æ å min Farfars Knæ
Frem ò tebahg,
O æ kund’ vihs, hvor stor æ vår
O klapp’ en Kahg.
Æ krøwlt omkring, te æ kund’ stå
O stoj sålæng’, te æ kund’ gå
Omkring ò fold i e Dørnsk.
I Oldfars stol min Oldmor såd,
O hun fortohld’
Mæ manne Ting, som æ skuld’ hows
O vel behohld’,
Om Olger Danskes Styrk ò Mawt
O om Kong Volmars ville Jawt,
Om Underjors, Ell’folk ò Nisser.
De vår Vand å min Møll’, men så vahr
De intens læng’
Før æ fik en Fiffel ò skuld i Skol’
Me’ di anner Dreng’.
Tysk skuld’ æ løs; men it æ lær’,
Nej hjemm’ der vår de møje bær’,
Der sång æ Oldmos Visser.
No er æ gywt ò sirrer sjel’
Her ve’ e Vugg’,
Lil Jens er i ‘en, ò han gær no
I sin tiend’ Ug’.
Guj véd, hven han vejs te en Gång,
Om han skal syng, som æ no sång,
Andr syng e Tyskes Visser.