Æren / Redelighed oc en goed Samvittighed gaa for alting
Denne har Jeg vel hørt en Goed Venn siunge / som:
Denne har Jeg vel hørt en Goed Venn siunge / som:
Ach Amaryllis har du nu / osv.
Ach Amaryllis har du nu / osv.
Mjg bruger Lycken som en Bold /
Jeg lider allehaande;
Jeg stødes oft’ udaf en knold /
Faar dog igien min Aande:
Det volder / Herren med sin Haand
Veed mig vel at opholde /
Hand maa fremdelis volde.
Vel er det saa / Jeg er fortryckt
Af Had oc Haders-Orden;
Vel er Jeg tryckt / dog ej opryckt /
Men vederqveget vorden:
Min største Glæd’ end altjd er /
Hos Dyder steds’ at blifve /
Dend stund Jeg er i liffve.
Trads alle dem / der sige tørr’ /
Ad Jeg i mine Dage
Mod Æren giør det Jeg ej bør /
Mig lader Guld bedrage:
Samvittighed at hafve fri /
For ingen sig at frycte /
Det er det beste Røcte.
O! skulde mangen een sit Brød
For ald sin Ære kiøbe /
Hvor ofte maatt’ hand lide Nød /
Oc dertil Hungrig løbe:
Med æren leger mangen een /
Som Børnene de spille
Med Nødder / naar de ville.
Urætt at giør’ er ej min Lyst /
Jeg ingen har beløjet;
Ved mig min Næst’ hâr intet myst /
Thi Jeg er snaert fornøjet:
Saa er min Haand endnu oc reen
For Penge / Skenck oc Gafver /
Som mangen gierne hafver.
Jeg bruger Smigger ej iblant /
Hvormed sig mange nære;
Jeg skiøtter ingen daarlig Tant /
Men vil oprictig være:
Oc seer da Vejret stundom suurt /
Jt gott Taall er det beste /
Det vil Jeg mig oc feste.
Nu hyckle hvo der hyckle vil /
Jeg vil det ej forbiude /
J Haabet leffuer Jeg smuck still’
Oc vil min Skyld vel nyde:
Naar Stormen er engang forbi /
Da skinner Solen fage /
Saa komme blide Dage.
Alt dette hafver hidindtil
Mig saare lidet draget
J Køcken; Dog Jeg icke vill
Ad mand seer mig forsaget:
Har ickon Jeg mit daglig Brød /
Saa lader Jeg mig nøje /
Til Gud vil miere føje.
Er end min Klædning ej besatt
Med Snorer oc med Bremmer;
Har Jeg ej mange Fiedr’ i hat /
Hvo veed hvad mig forfremmer?
Jeg mueligt kand end bedre Kunst /
Som skal med Gud oc Ære
Omsider mig vel nære.
Har Jeg de gamle Daler’ ej
Ved Tusind’ at fortære /
Jeg derfor intet gaar af Vej
For det der bør at være:
Jeg tør oc ej befrycte mig
Ad Tyfve mig bestiæle;
Mit Guld kand Jeg vel fiæle.
Ach! maatte det i Verden her
Saa vijdt dog eengang komme /
Ad Dyder huldtes udi Ær’
Oc mand gad lid de fromme!
Da skulde det vel bedre staa
Med alle mine Sager /
Dog / som det Gud behager.
Taalmodighed min Hofve-mand!
Tilfreds maa du dig giffve;
Hvo ej til Hofve prale kand
Bag Ofnen maa hand bliffue:
Buck ickon dig / lad ofvergaa;
De Roser rød’ oc smucke
Maa mand af Toerne plucke.
Giør intet / som uædelt er /
Til Dyderne dig neje;
Bevar din Ære mod en hver /
Befal Gud dine Veje:
Din Herre vær for alting troe /
Til Synd lad dig ej driffve /
Saa kandst du salig blifve.
Oc du mit Hiert’ oc fredigt Moed /
Lad intet dog forføre /
Alt vorder Tiden eengang goed /
Naar Herren det vil giøre:
Du skalt vel see / hvor mangen een /
Der urætt-Goeds kand spare /
Til Helfvede skal fare.
Vor Dicter haffuer visselig
Ulyckens Brød vel smaget;
Hand smager det / dog trøster sig /
Det har saa Gud behaget:
Vel dend der nøjes med sin Lyck’
Oc søger ingen Trætte /
Hand kommer vel til rætte.