Nu er for stakket Tid forbi
dit Slid, du stakkels lille,
nu kan du gaa, nu er du fri,
skal ikke sidde stille!
nu kan du trøstig raabe op,
og, dersom du kan naa det,
slaa Luftspring over Skovens Top,
— gør hvad du vil! du maa det!
Ak! stakket Tid! — Nej, knap saa lang
er hele Vintren skaaret,
som blot en Dag i Skov og Vang
med Solblæst gennem Haaret.
Lad Skoleaaret rinde smukt,
til Hælvten kun det frommer,
om ej du høster rigest Frugt
i Ferien, som kommer!
Gaa over Eng, staa ved en Aa,
naar Solen stille daler,
hør Myggen summe, Gedden slaa,
se højt mod Himlens Svaler!
Der lægges blot saa dyr en Skat
hver Aften over Enge,
Fred, Lykke, Livsmod — grib den fat,
at du kan glædes længe!
Og kom saa, naar paany du maa
Skovskyggens Løvtag bytte,
med Skolens faste Murstensvraa,
hvor du skal Arbejd skøtte,
og smelt i, hvad du der faar fat,
et Ekko af de Klange,
du fanged dig en Sommernat,
mens Aa randt under Spange!