Af et Æventyrdigt
Forspil
Forspil
Højt oppe, midt i det sommerstærke
lysblaa flimrende Solluftvæld
staar som et lident dirrende Skæl
en eneste kvidrende Lærke.
Under den lyser en solbar Slette,
et græsgrønt Gab i en løvmørk Lund,
og rundt i Kreds omkring Slettens Bund
sin Skyggerand Stammerne flette.
Skoven er stille, Sletten er øde,
ingen Stier og intet Støv,
ikke skilles det tunge Løv,
hvor Veje hinanden møde;
for ingen Vej gennem Skoven vinder
sin hvide Støvsnog, og ingen Sti,
der løb de sovende Stammer forbi,
sin Traad over Sletten spinder.
Løvet ligger, hvor Løvet falder,
ingen sanker det visne Ved,
som Rimfnug skinner i Skyggernes Fred
Skovbundens vilde Konvaller,
og tungt de løvtætte Kroner kupler
det bladblanke Tag mod Middagens Sol,
mens Vinden vugger den blege Viol,
hvor Skyggen skovstille grubien
Ensom staar Skoven, dyb og stille,
med frønnede Vindfælder gemt i sit Skød,
Mosbunden duger sig grøn og blød
og slører Siskenens Trille. —
Men Sletten ligger i Solen og lyser,
grøn, med blinkende Bladskæls Dun,
hvid af Bellis, og mosebrun
af Nellikerosens Kyser,
og Lærken højt over Sletten svirrer
og væver sin Kvidder i Solens Spind,
mens Slettens Græs, sovet halvvejs ind,
mod Solen og Lærken stirrer. —
Der ligger, hvor Skovens Stammer tavle
et Skyggenæs udi Slettens Sol,
en lille Hytte, et lident Bol
med greneflettede Gavle.
I Slettens Græssø Gavlene vade,
høstoppet buler den lave Væg,
fra Taget hænger i filtret Skæg
Skovens brunede Blade.
Der sidder i Skyggen af Hyttevæggen
en ældet Mand, med lavgraa Haar
paa det nøgne Bryst, i en Pjalt, der naar
fra Lænden og ned til Læggen;
Huden som Tagets Løv er brunet,
furet som Grenenes soltørre Bark,
Øjet graat som en taaget Mark
og Brynbuen sneblegt dunet.
En Yndling, smidig og ympesmækker,
staar hos den gamle, med Kinden rund
som Frugt i Modnen, med Valmuemund
og Haar som Skuldrene dækker,
med Øjne blaa som Disen, der blunder
bag Løvets Skygge, saa blege blaa
som de luftlinde Spind, der i Skoven staa
med dæmpet Solflimmer under,
en kornblond Yngling med spæde Lemmer,
en halvvoksen Dreng med Hud saa skær
som det stille, solhvidt blinkende Kær,
Skovens Ellepur gemmer.
Den gamle lukker de magre Hænder
over den unges buttede Haand:
— „Esben! min Dreng! du dyreste Vaand!
du Solfrugt af Vaarskovens Lænder!
Esben! mit Barn; drag ud! drag vide!
jeg vogted din Lykke, jeg hæged din Sjæl,
lagde dig Solglans vidt under Hæl,
at aldrig din Vaar maatte lide!
Esben! stænger dig Skovens Ege,
ligger dig Slettens Solplet for trang?
Skovens summende Dundrys-Sang
evig i Sinde dig lege!
Slettens Blomsteraande bedugge
evig din Sjæl! og Græshoppens Svirr,
Skovduens Kurren og Skovkildens Klir
fylde din Tankes Lukke!
Jeg lærte paa Slettens Sol dig at lide,
idel Lykke jeg for dig spandt, —
større Lykke har Livet i Pant!
drag da, mit Barn! drag vide!
Lykke du ejer, større du vinde!
Livet drager dig! spring paa dets Fang!
lad kvidre din Latter! lad suse din Sang!
kækt du for Mund det minde!
Og finder du Lykken fra Livet vegen,
sidder det isnet og usselt og armt,
da giv det at æde og kryst det varmt!
du dele med det din egen!
Nej ti! — i Tavshed du fra mig drage! —
uden Farvel! — nej, græd ikke Dreng!
aldrig jeg bandt din Sjæl en Streng
for ussel flæbende Klage!” —
Og Ynglingen bøjer sin blonde Nakke
og kysser den gamles rynkede Kind
og stirrer paa Hytten, der skæv og vind
hænger med Taget paa Skakke,
retter sig langsomt og træder fra Skyggen
ud i Slettens lysende Sol
og vender stille det fattige Bol
og den mimrende gamle Ryggen.
Slettens Græs for hans Fod sig dukker,
Sollyset hvidt om hans Lemmer staar,
hans skridende Skygge langs Græsset gaar
og Bellisens Stjerner slukker.
Ude fra Sletten han stirrer tilbage,
standser og huler for Munden sin Haand:
— „Fa’r! jeg skuer en solvinget Aand
med Lysfjed foran mig drage!” —
Som Majvindens kilderislende Sætten
af Sted under Vaarløvets bleggrønne Tegl,
som Vildandens Sus over Kærets Spejl
synger hans Røst over Sletten,
slaar mod det fangende Skovlukkes Buer,
skælver tilbage og aander ud, —
videre vandrer han; sommerprud
Sletten foran ham luer.
Og langsomt dens spillende Flimmer spinder
hans Skikkelse ind i sit sitrende Net,
— den gamle sidder paa samme Plet
og ser efter ham, der forsvinder.
Sidder der ensom, mens Lærken sender
ned over Sletten sin evige Sang;
bag ham staar Skovens blinkende Hang,
Solen Kronerne brænder!
sidder og stirrer, ene og ældet,
en Stammestub sveden af Dagens Brand,
sidder for Hytten, da Slettens Rand
med Solfaldsskygger staar fældet;
sidder og stirrer, da Taagerne graane
vide langs Skovens sovende Hegn,
da Bladene dryppe med Duggens Regn
og Natten tænder sin Maane.
Som frostslagent Løv hans Læber dirrer;
smilløs, stenstum, med høstgraat Blik
ud efter ham, der i Dagen gik,
i Slettens Taager han stirrer.
Efter at have forladt Skoven kommer Esben ud paa et aabent Overdrev, hvor han ved Solnedgang træffer paa Knud Hyrde, der driver Bykvæget hjem. Knud Hyrde, som tager ham for en forklædt ung og uerfaren Junker, bilder ham adskilligt ind og trækker ham med hjem, hvor han overlader Esben til "Prinsessen", der tager Esben med Vold. Næste Morgen kaster Knud Hyrde og hans Kvind Esben paa Døren, da de finder ham ganske uden Guld. Esben løber i Regnvejr ind i Skoven, der ligger bag Byen.
Af III Sang
Fra de bævende Blade driver Regnen i Dryp,
og alle Skovens Stammer de skinne,
der pipper ingen Fugle, der pusler ingen Vind,
saa vaad og graa staar Dagen derinde;
langs Marken lister Væden, Smaagrenen hænger blank,
og tæt om Rod de Draabehuller brøndes,
det sorte Skovmuld suger de klunkende Dryp,
og Bundens Urter glinsende grønnes.
Dybt inde hvor et Bregnekrat i grøntkniplet Væv
omkring en frønnet Egestub sig skover,
dèr ligger, med sit Hoved paa Stubbens vaade Rod,
i Regnens Dryssen Esben og sover.
Ned over hans Pande, hvor Haaret falder gult,
et lille Stubskud draabetynget vipper,
mens Bregner langs hans Side i dryppende Hang
vaadt bøjer ned de vaade Bladesnipper.
Han sover, med den ene Haand lagt tæt under Kind,
den anden ind for Hjærtet ligger stukket,
Panden er bleg, og hvid og vaad hans Kind,
Brynbuen glat, og Læberne lukket.
Da rasler det i Bregnerne, først hvislende fjernt
som Vand, der i en Sluse sagte syder,
saa nærmere, i Stigen, som en huggende Baad,
der Vej igennem Brændinger sig skyder.
Og frem for Stubben pruster en brun, en regnblank Hest
med Skum for Mule, Bidslet blodig skaaret
i Mulens Vig, og højt paa Ryg i sølvsy’t Saddelstol
en Kvinde, rank, med Fjerbaret paa Haaret,
en knejsende Kvinde, i løvgrøn Jægerkjol
stramt rundet over Hoftens faste Bue,
med guldstukket Støvle og Trøjen silkeglat
om Brystets brede, buttetspændte Tue.
I Tøjlen hun river, for Stubben Hesten staar
og pruster tungt og hugger mod sin Bringe
den fraadende Mule, ryster Manken, saa skært
i Regnen Tøjlens Sølvbjælder klinge.
Hen over Hestehalsen hun bøjer sig let,
mens Dyret skraber Mulden med Hoven,
og fæster paa Esben to Øjne saa graa
som Regnens lette Slørluft over Skoven,
og drager sagte Aande, sidder bøjet og ser
paa hans Haar, paa hans Mund og paa det nøgne
vædeblanke Bryst i den flængede Vams,
— da aabner Esben langsomt sine Øjne
og ligger lidt og glipper og spiler dem med ét
vidt aabne op og rejser sig og kaster
sig hen for hendes Fod og borer sin Arm
om Skørtet med de vaade Silkekvaster.
— „Prinsesse! Prinsesse! —jeg har dig igen!”
— i Skørtefolden Esben stemmer Hagen —
„hvor var det ondt at jage mig fra Hytten med Spark!
aa du! jeg har længtes hele Dagen!
Du henter mig tilbage! — det brænder endnu
i mit Blod af din Silkehuds Varme!
hvor fint du har klædt dig! hvor stolt du ser ud!
Prinsesse! tag mig op i dine Arme!” —
Hun retter sig og klapper den stampende Hest,
der pisker Krattets Bregner med sin Hale,
og stirrer paa Esben med sit spindelgraa Blik,
— „Hvem er I? forvirret er jer Tale!” —
— „Jeg er Esben! det ved du! — aa jag mig ej igen! —
gaar du fra mig, Prinsesse, inden Aften jeg dør!” —
Hun knejser og smiler: „Prinsesse vel jeg er,
men aldrig, ved jeg, har jeg truffet jer før!” —
Da slipper Esben langsomt det kvastede Skørt
og stirrer paa Prinsessen helt bedøvet,
og Underlæben dirrer, som Regnfaldets Dryp
staar bævende i Draabe under Løvet.
Da strækker ud Prinsessen sin handskede Haand
og smiler blegt: „I følge mig af Skove!
helt syg I er! — det vilder det sundeste Blod
at lægge sig i Regnen til at sove!” —
Men Esben stille stirrer, og Kinden rødmer svagt,
og langsomt stiger Brystet blegt og blottet;
Prinsessen slaar med Nakken og spidser sin Mund,
— „Nu komme I og følge mig til Slottet!” —
Saa tvinger rundt hun Hesten, og Bregnernes Stilk
af Hoven knækket ned i Muldet trædes,
— „I føre ved Tøjlen min Brune for Slot,
dèr skal før Kvæld I tvættes og klædes!
I staar saa forkommen! tag Tøjlen dér om Haand!
hvem I saa er, nu faar I jer skynde!” —
Saa skridter Hesten frem, og Esben følger med,
hvor Bregnerne begynder at tynde.
Paa Hesteryggen sidder Prinsessen og ser
paa Esbens smalle Haand, der holdor Tøjlen;
fast over Brystet, graaøjet sidder hun og ser
og lader Foden vippe i Bøjlen.
Og Esben skrider stille med Tøjlen i Haand,
mens Regnens Dryp hans brune Fingre væder;
under Løvskov de drager, over Sletter, gennem Hegn,
hvor Stier mellem Stammerne sig stræder;
og Regnen siver stille, og Dagen staar graa
mellem Stammer og glinsende Kviste,
og Draaberne drypper fra det vippende Løv
og dugger Muldets Urter og briste.
IV.
Et Kammers paa Slottet, en Aften i Høst
Over det knastede Gulv en bleget
Solskjold ligger, med Gitterskyggen
fra Kammersets Buevindve streget.
Ved Vindvet staar Esben og stirrer ud
over Dalens Krat, der pjusket og hulnet
stritter med vaade Grene, mens Løvet
sig flaader paa Aaen høstbrunt og gulnet.
Paa Løjbænkens Tæppe, der uldblødt, tungt
ligger slænget langs Hyndetræet,
sidder Prinsess’en og stirrer paa Esben
med Hænderne foldede under Knæet.
— „Aaen lyser saa sært i Kvæld!
helt sælsomt den under Skoven forsvinder!”
taler Esben og følger med Blikket
Aaen, der fjærnt af Dalen rinder.
”Hvor mon den lægger sin vide Vej,
er der mon Nat, er der øde?
for der, hvorfra den flommende kommer,
Dagens Solluer skimrende gløde.” —
Prinsessen sidder paa Bænken og ser
paa Esbens Vams, der brun sig føjer
om Ryggen, og taler saa til ham,
mens smidig hun frem sig bøjer.
— „Høsttomme Skove, nøgne Skove
ved jeg langs Aaen gærdes;
bort den rinder i Tavshed og Nat,
der er koldt og dødt, hvor den færdes.” —
— „Koldt og dødt! — I fejler saa vist!
fra Trætoppen skræpper i Søvne Raagen,
og nede mellem de sortnende Stammer
pusler Natten hviskende vaagen.
Aldrig saa jeg en Skov i Blund, —
døde sig Slottets Mure spænder,
Skoven derude lever og suser,
— lidet til Aaen I kender!” —
— „Længes I?” hvisker Prinsessen blegt,
og Esben vender sig langsomt fra Ruden
og ser imod Gulvet, „længes I, Esben?
I faar vel leve Skoven foruden.
Lad rinde Aaen, hvor hen den vil!
lad Natten sort under Stammerne spindes!
sæt Eder hos mig! — falder det tungt
Løftet, I gav mig, at mindes?” —
Og Esben hæver fra Gulvet sit Blik
og ser paa Prinsessen stille,
„Løftet jeg gav jer! — aa nej, Prinsesse!
aldrig tør jeg ved Eder mig skille!” —
— „Saa sæt Eder hos mig! sæt Eder hid!
fortæl mig, Esben, hvad Sorg I maa lide!”
beder Prinsessen, og Esben kommer
og sætter sig tavs ved Prinsessens Side.
— „Lunt er herinde!” hvisker hun ømt,
„ude det isnende Høstslud stænges!
selv har I sagt, jeg har Sommeren bundet,
— ikke da ved jeg, hvorefter I længes!” —
Og Esben tager Prinsessens Haand
og sidder med Øjet i hendes fæstet,
— „Aldrig jeg kendte saa saar en Kvide, —
stakket kun Eder Sommeren gæsted!
Tungt rinder Tiden for narret Gæk!
Prinsesse! Dis om min Sjæl laa tvundet
den Kveld I drog mig med Spil til Eder,
— aldrig haver I Sommeren bundet!” —
Prinsessen ser paa den solgule Skjold,
der staar med Gitterets Skygge tremmet,
og vipper med Foden, ser op paa Esben,
— „Og aldrig klang eders Tale saa fremmed!
Skuffet I sidder, en narret Gæk!
ved I, Esben, nogen som ævned,
at binde Sommerens levende Lykke,
naar Vintrens Sus gennem Skovene stævned?
Og dog skal I vide, at jeg den bandt,
bandt hvad Somren af Solguld spreder!
— kald Eder skuffet! jeg ejer Somren,
ejer den, Esben, i Eder;
Vaarens Dage var længst forbi
og Solen kølnet, dens Guldglød slukket!
ensom sad jeg, — da var det som Solen
atter op over Skovene dukked;
da var det som Vaaren atter mig tog
med Eders Arme, — skinnende hvælved
sig Himlen! og naar I tåled,
Luften omkring mig af Sommer skælved.
I gav mig tilbage min Sommer, min Sol!
jeg bandt Eder til mig, — men Baandet som binder,
er gyldent, Esben! — Fyrste I nævnes,
saa vide som Aaen derude rinder!
Eders er Slottet, Dalen, Skovene,
Eders hvert Blad, som i Muldet slænges!
hvert spirende Skud i Stammernes Skygge!
— ikke ved jeg, hvorfor I længes;” —
— „Skuffet har mig min egen Sjæl,
intet kan I for min Kvide!
ej skal I sørge, fordi jeg længes,
fangen jeg følger Eder ved Side!
Min, Prinsesse, I nævner Skoven,
mit hvert Blad, som i Høsten ødtes;
— min var Skoven, før den var Eders,
min fra den Time jeg fødtes!
Solens, Vaarens og Vintrens og min!
ved Nat, før Gry og til Sol sig sænked!
— ret aldrig jeg fandt den saa lidet min,
som siden I mig den skænked!
Lunt er her inde paa Bænk hos jer,
Murene her ej af Høststormen flænges!
her er tyst som dybt under tunge Vande!
— nu ved I, hvorfor jeg længes!” —
Prinsessen lægger sin Haand under Knæ
og læner sig langsomt tilbage,
— „Da faar I længes jert Liv til Ende
og dræbe i Stilhed jer Klage.
Sværmeren falder for Fyrstens Pligt!
og usselt hersker en Drømmer!
drøm, om I vil, men her bag Mur,
og tal som en Mand det sømmer!
Vokse skal I hos mig til Mand
og herske her alle Dage! —
eller — Esben — længes I saa,
at før I med Aaen vil drage?” —
Paa Esben hun fæster sit slørgraa Blik
og lægger de hvide Hænder
om Esbens smalle skælvende Haand,
der hed mellem hendes brænder.
— „Drage fra Eder, jeg gav mit Ord!
lade Vinteren Eder øde!
nej, Prinsesse! — jeg faar vel blive
og tie min Længsel til Døde.
Den Dag bandt mig til Eder fuld fast,
da Troldsløret maatte falde
og Verden stod for mig fattig og øde
og fattigst jeg mellem alle.
Min Vilje leger paa Eders Fang,
mit Mod det sover I Eders Kammer;
og stiger min Længsel og lokker mig vide,
saa skjult en Od den i Hjærtet rammer.
Endda jeg ved jer saa fattig som jeg,
saa arm i Sjælen, saa hjærteødet,
I ejer en Magt, som aldrig blev fældet,
som hedere Mod vel end mit fik dødet.
Verden! — Eders! — saa dumpt den ved
med fagert Smil at fange og binde! —
Lad Aaen færdes, lad Skovene gulne!
mine Dage hos Eder faar rinde.”
Og Esben glider fra Løjbænken ned
paa Knæ for Prinsessen og lægger
stille sit Hoved i hendes Skød,
mens Skumringen Solskjolden dækker.
Esben lever som Ægteherre og pligtbunden Konge Døgn og Aar til Ende.
V.
Der staar Middagssol i Skoven,
modent Lys i fredfuld Hvile,
blankt og hvidt, i Pletter strøet,
som en gyldendunet Kile
sænket gennem Løvets Hvælving dybt
mod den brune Bund i Skyggens Krypt.
Grønligmørke hænger Skovens Blade
stille klyngede til stille Kviste,
vipper let naar Sommerluftens Silke
vugges og de tynde Stilke
sagte snos af sommerlune Pust,
som mod Skovens Dybder liste.
Graa staar Stammerne med kruset Lav
over Barken og med Mos i grønlig Groen
op om Roden, og fra Gren til Gren
Kaprifolie og Humle
knytter sig i traadet Snoen;
Spætten hamrer gemt i Skyggen,
og hvor Solen leger
summer Myggen,
mens de stille Sommerfugle
over Skovens Blomster tumle.
Der er stille under Løvet,
fra den tunge Top til Roden
solet Hvile, skygget Ro, —
Skoven staar i Middagsstunden
julistille, sommermoden.
Ind mellem Stammerne løber en græsgroet
skyggefugtig Sti,
ligger mellem Bregner og Ellerødder snoet,
løber langt derinde en Hytte forbi;
Jægerhytten, graa af Væg som Barken paa Stammerne,
med løvgrønt skinnende Ruder
i himmelblaa Rammer, og ned over Rammerne
Tagets mosgrønne Puder.
Der ligger over Stien et Strejf af Sol
lige foran Hytten,
og der hvor Streifet ligger i Solen,
staar en barfodet Pige i fingerrap Knytten
paa Bindehosen, med Solen skinnende
blankt paa to brune Fletninger;
staar der i Særkeærmer, med Kjolen
kantet rød forneden, mosgrøn foroven
i uldent Fald om de nøgne Ankler,
brunarmet, flittig bindende
og ser gennem Løvet og op paa Solen
og synger en Vise i Skoven.
Inde hvor Bregner og Slaaen sig knytter
i Skygge langs Stien, kommer en Rytter
i langsom Riden, en statelig Herre
i lysbrun Køllert, bredskuldret, skægget;
over Hestens Manke den Herre sig dukker,
for hældende Stammer ham Vejen spærre,
og løvtunge Grene for Stien lukker.
Da rykker med ét han i Tøjlen og tvinger
Hesten rapt til at staa, og doven
gumler den Stiens Græs, mens Herren han lytter,
sidder foroverbøjet og lytter,
til Visen, der bæres vidt gennem Skoven.
„Nu sidder Uglen til Vejrs og glor,
og Solen skinner paa Tue,
døsig kravler sig Myren ind
i Døvnældens hvide Hue;
høj og stille og lys og stor
staar Skoven med Sol og med Skygge, —
dybest inde i Skoven bor
al min Fred og min Lykke!
Al min Lykke og al mit Liv
de leger saa tyst der inde,
for jeg er Barn af den store Skov,
endda jeg er hyttefødt Kvinde!
Fri som Myren, som Finken frank
jeg følger mit Hjærtes Tykke!
hvor Skyggen dæmrer og Sol staar blank
ved jeg, leger min Lykke!
Lidet jeg skøtter om Verdens Færd,
og fremmed dens Tale mig skurrer,
jeg fjæler min Dag, jeg fjæler mit Liv,
hvor Duen i Løvskjulet kurrer!
og Siskenen fløjter og Skovskaden ler,
og alle de Blade de skinne!
hvad ingen hører og ingen ser
det fæster ej Nag i Sinde!”
Rytteren sidder og lytter en Stund,
og atter Stilheden blunder i Skoven,
og Hesten træder den mossede Bund
og knækker en Gren under Hoven.
Dèr staar hun, Pigen, med Haand over Øiet
og stirrer ned mod den skæggede Rytter;
hvor Stien sig rundt en Bøg har bøjet
rider i Skridtgang han frem; —
ind i Skyggen sig Pigen flytter
og staar og ser mod Jorden og binder.
Og Rytteren nærmer sig langsomt
og holder Hesten for Døren an,
hvor Solen i Strejf over Græsset skinner.
Stille ser han en Stund paa Pigen,
mens Solens Flimmer staar stjærnegul
i Sadelens gyldne Knapper
og spiller i Sporernes Hjul.
— „Saa var det vel dig, der kvidrede Visen!”
spørger den Herre, og Pigen ser
op mod hans skæggede Træk med to Øjne,
der lyst som Skovens Kærminder ler.
— „Hvem har vel lært dig den artige Vise?
er Hytten dèr din? — hvad hedder du Barn?” —
spørger han dæmpet, mens Pigen
staar og glatter paa Hosens Garn.
— „Ingeborg Jægers jeg hedder,
og Hytten dèr bygged min Fader sig,
og Visen den er min egen,
— men aldrig før saa jeg dig!” —
Tøjlen er gleden af Rytterens Haand,
og Hesten græsser paa Sti,
— „Helt sjælden jeg færdes i Skoven,
min Vej gaar Skoven forbi.
Bag Mur jeg lever, i Slot jeg bor,
har Guld og Silke i Gem, —
mon ikke det kunde dig lyste
at drage med mig did hjem?” —
Rytteren ser i de klare Øjne,
saa stille fritter hans Blik,
„kunde det ikke dig friste
om Slot du for Skoven fik?” —
Pigen hun staar i Skyggen
og vikler sig Garnet om Finger og ser
helt mildt op paa ham — „Nej Tak for dit Slot!” —
og Solen lyst over Løvet ler,
Da lægger den Rytter i Manken sin Haand
og svinger af Sadlen sig ned,
langsomt, og staar foran Pigen
blaaøjet, skægget, højvoksen, bred,
og griber hende hel fast om Haand
og vil hende til sig tvinge,
— „Og frister dig ikke mit gode Slot,
vi faar vel om Skoven tinge!” —
— „Hvad vil du? — hvad er det du siger? —
nej slip mig nu først! — du staar
og klemmer saa fast mig om Haanden,
— din Haand er saa haard!” —
— „Og klemmer min Haand — jeg fanged dig vel
om ræd du fra mig dig vristed! —
Pige, hvor har du vel vundet,
hvad jeg hel usselig misted?” —
Hun ser ham i Øjet, hun ser paa hans Mund,
hun staar ham saa tæt i Favn,
— „Hvem er du vel? — hvor kommer du fra?
ikke du nævner dit Navn!” —
— „Lad fare mit Navn og hvem jeg er,
det fylder saa lidet min Hu!
for du skal vide, hvad dræbt jeg tænkte,
det lever imod mig nu!” —
To blanke frittende Øjne
lyser mod hans og dvæler i hans,
— „Din Tale falder saa tung mig, —
du er da fra Vid og Sans!” —
— „Og synes dig sær min Tale,
og falder dig tung dens Lyd,
og nævner du mig fra Vid og Sans,
jeg blev vel galen af Fryd!
for jeg har levet i Aaringer lange,
endda jeg kendte mig død,
og klædt mig i Sindal og Silke
og leget med Guld af Nød.” —
Hun bøjed sit Hoved, sin smidige Haand
hun stille for Bryst ham stemmer,
— „Hvad vil du? — hvem er I, Herre? —
nej intet af Eders jeg gemmer!” —
Let over hendes hans Fingre
i tøvende Slippen sig lukker,
mens fjærnt i den stille, skyggede Skov
Gøgen kukker og kukker.
— „Og hvem jeg er — en vejfaren Sjæl,
en hjemløs Herre til hundred Slotte,
en Mand som hungred, imens hans Fod
de stolteste Veje traadte!
Et Barn af Skoven, et Barn som du,
der svigted Skoven og faldt bedrøvet
Verden for Fode, blændet og fanget
og uden Mod til at springe af Støvet!” —
Langsomt lader han hendes Haand
ud af sin egen glide;
da løfted hun atter Øjnene mod ham,
store, lysende, blide.
— „Halvt kun jeg fatter din Tales Ord,
langt mere mig nævner din Stemme;
men var du et Barn af Skoven,
hvor kunde du Skoven glemme!” —
— „Jeg drømte mig Verden saa vid, saa lys
som Himlen jeg saa over Sletten skinne,
som skjulte i Glans hver stigende Ørn, —
jeg maatte vel Verden finde!
Arm jeg fandt den og bød den alt,
hvad inderst inde jeg gemte, —
for du skal vide, du Skovens Barn,
at aldrig jeg Skoven glemte!
bød den min egen Lykke
for Verdens Stepper at højne;
men alt, hvad jeg vidste, den fælded
med kloge, kyndige Øjne!
Jeg drømte om Sol og Sandhed
og Verdens lysende Pragt, —
fanget haver mig Verden,
den ejer saa ond en Magt!” —
Saa skær en Rødme sig lister
over den Piges Kind,
— „Og hvorfor søgte du ikke
i Skovens Løvskjul ind?” —
Han bøjer sit Hoved og ser mod Jord,
hvor Stien har Græsset kløftet,
— „Snildt mig Lykken i gyldent Bur
højt over Mængden løfted.
Menneskers Skæbne jeg fik i min Haand,
maatte den lede ad Lykkens Spange, —
evigt blev dog mit Hjærte
ensomt imellem de mange.
Min Vilje lydes, min Kongevirken
mine Dage med Hæder bræmmed, —
Drot over Riger sidder jeg ensom,
en mærket i Flokken, en fremmed!
Du som kender og elsker,
hvad jeg har svigtet, du tør vel vide,
du Barn af Skoven, som jeg var selv,
hvad dødende Sot jeg maa lide!” —
Som Dugg over Skovens mørke Viol
hans Øjne mod hendes tindre,
— „Pige, haver du Vilje
min Længsel, min Kvide at lindre?”
Sagte løftes den hvide Særk
over det spæde Bryst,
— „Slet ikke ved jeg, hvorledes
jeg skulde give jer Trøst!” —
— „Bort maa jeg ride fra Skoven,
maa vide i Verden drage, —
jeg beder dig, Pige, du lade til dig
mig stundom vende tilbage!” —
De milde Øjne hun sænker
mod Græsset, som grønnes i Hyttens Skygge,
— „Og vil du vinde for Sjælen Trøst,
du faar vel følge dit eget Tykke!” —
Og rødmende staar hun, mens sagte
et Pust gennem Skoven sig svøber,
saa vender hun halvt sig fra Rytteren bort,
og ind i Hytten hun løber.
Og Rytteren staar en Stund og ser
mod Døren, som skygget gaber,
mens oppe over hans Hoved
i Kronerne Pustet sig taber;
saa tager han Hestens Tøjle i Haand
og skrider langsomt ad Skovens Sti
og bliver borte, inde hvor Stien
løber de stille Stammer forbi.