Spring ud! du lille Danmark!
paa Hovedet ud i det skyllende Hav!
du trænger til Storvask!
Støvet har stoppet Ørene paa dig,
Støvet har hulet Tænderne paa dig,
Støvet har gemt, hvad du avled!
i nitten hundrede Aar eller mer
har du siddet og skiftet de luvslidte Bler
og tygget Violrod og savlet.
Saa sødt har du ligget og nikket og leget,
mens Tiden har staaet derude og skreget,
skreget i vanvittig Smerte paa Verden,
til Verden fik hørt det og strakt sig
paa Lejet og lettet sig langsomt,
mens du fik lagt dig
istedetfor Verden.
Hørte du nogensinde et Skrig?
et Skrig af dem, den piskede Træl
skriger under Bødlens Hæl?
Du har bedt dine Bønner for Trællens Sjæl —
du har ligget i Vuggen og bedt
med Fingren i Øret for ikke at høre,
du har ligget og drømt, at den piskede Træl
stod ved din Seng som Spøgelse, —
til du vaagned og fandt, at det blot var dig selv,
der var halvkvalt af Kongerøgelse.
Du ligger og sover i Vuggen endnu,
og Tiden staar stadig og skriger derude,
skriger af Smerte, skriger af Vrede,
skriger af Had. —
Om der styrted en Engel fra Himlen,
én Engel til, i spottende Trods, i hadende Haan
mod Gudeliget deroppe,
om den styrtede ned i dit Skød,
vaagned du?
Spring ud! du lille Danmark!