Jeg kommer fra Kulden derude,
fra Skumringens frostklamme Dis
og de glatte, fugtige Gader,
mit Blod er som Is.
Sæt dig her hen ved min Side
og læg om min Skulder din Arm,
knug mig og favn mig og kys mig,
du er saa varm!
Det tegner til Snefog derude, —
lad fyge! — nu sidder vi her
saa lunt og saa godt og betragter
Kaminildens Skær;
det flimrer og luer og gløder — —
— se! — saa du den Gnist blusse op
og slynge om alle de andre
sin slikkende Top?
Din Favn har lunende Varme
og fylder saa blødt mig med Lyst
efter at læne mit Hoved
ind til dit Bryst;
giv det en Plads, hvor dit Hjærte
slaar tæt bag den rødmende Hud
og stille erklærer for døde
de skillende Bud.
Du ser mig i Øjet, — hør! sig mig,
hvad sært du derinde har set,
en blodfattig, korsfæstet Sværmer,
en Dødens Profet? —
din Hud bliver hed! — hvor du brænder! —
nej, du! jeg kan tænke, du saá
to skinnende Tavler derinde
med Flammeskrift staa!
Forstod du de nye Ildtavlers
livsavlede Menneskebud,
prentet med brændende Bloddryp,
som aldrig gaar ud? —
Du rejser dig — Kære! du slipper! —
— ja vel — ja vist — du har Ret!
det fyger med Sne derude
saa koldt og saa tæt.