De har digtet i kælne
Sonetter det ind,
at Kærlighed er som
den hviskende Vind,
saa blundende blød
som en taageveg Drøm
i en Baad paa en skælvende
maaneblank Strøm,
at Elskov er sart
og saa tiggende bly
som det spædeste Skær
af det fattigste Gry,
som et klagende Pip
i en ensom Allé,
og saa kysk som et Dun
i den dryssende Sne.
De har spundet i Skumringens
Silkespind ind
en hvirvlende Leg
af den dagkaade Vind,
og fanget i Engdisens
slørende Form
det slæbende Suk
af en sovende Storm.
Thi Elskov er ikke
som snehvide Dun
og ikke som Vinden
saa svøbende lun; —
men Elskov er Attraa —
et lynflænget Vejr
af skyllende, stigende,
stormstridt Begær.
De har dækket med Vemodets
løvbløde Hegn,
det sivende Dryp
af en lavahed Regn; —
derude, hvor Dagen
staar hvidnende mild,
dér brænder bag Gryet
en Ørkensols Ild.