Det blæser en Snestorm derude!
Det gisper og hviner, det sukker og stønner,
det jager med piskende Kast,
det hvisker som tryglende Bønner
og skriger fortvivlet og truer
og ler med hujende Latter
og græder saa atter
og dør.
I Snirkler, der tættes og hvirvlende splittes,
i Flokke, der feje langs Jorden og stige,
i Flokke, der komme, og Flokke, der vige,
et snesløret Virvar, der sletter det Skel,
som Trælsaanden drog
mellem Himmel og Jord,
der jævner den Afstand, det Svælg den slog
mellem os og hvad ellers der bor
derude — hvor ingen er Træl.
Den pjuskede Gærdepil svejer i Blæsten
og ryster sin istunge Gren;
en gispende Spurv har søgt sig lidt Læ
bag en sneføgen Sten.
Ude om Markhytten kredser en Ravn
og spænder mod Stormen sin Bringe;
inde i Hytten det modløse Savn
søger med Døden at tinge.
Og Ravnen daler paa Hyttens Tag
og skriger forfrossen og slaar et Par Slag
med den dødtrætte Vinge.
Blæsten pisker i hvirvlende Løb
afsted over Marker og Veje
og hyller om Spurven et sneblødt Svøb
og reder et lunende Leje.
Og Spurven giver sig Blæsten i Vold;
den mærker slet ikke, at Sneflokke komme
i fygende Skyer, den kan ikke se; —
Tomme for Tomme
synker den blødt i den voksende Sne
og lader hvert Vindstød sin Spottesang tude
og glatte hver Fold
i Snelagets dvælende Pude.
Og medens den gisper og fryser ihjel
og Stormen hviner et hæst Farvel,
falder Natten paa
bidende kold.
Det blæser en Snestorm derude!