Der er Snefald over Skoven,
stille Snefald fra en Himmel
skjult deroppe over Skovens
Toppe i den hvide Vrimmel;
Sne, der let og dunblødt drysser
ned fra nøgne Grene over
glemte Stier, hvor den sidste
Sommers visne Blade sover;
hvide Fnug, som dækker Sporet
efter Blæstens ondskabsfulde
Vinterleg og lægger lunt sig
over, hvad der faldt af Kulde.
Ingen Trin og ingen Stemmer,
ingen Sommermelodier,
kun en Raa, som ryster paa sig
med et sagte Gnæg og tier.
Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille,