Det falder, det krøllede, pjuskede Løv
som Rester af optrævlet Pragt,
Naturen er bleven tungsindig og sløv
og træt af sin pralende Dragt.
Et Vindpust, der drømmer om Sommerens Glans
og endnu af Glansen er ør,
forsøger en kluntet og støjende Dans,
men snubler i Graavejrets Slør.
Kun Vildvinen blusser, som prangede den
i spillende Sommersols Bad, —
Vindpustet svulmer og slæber sig hen,
— det fandt kun et faldende Blad.