Det havde været en Regnvejrsdag
med Søl og dryppende Tage,
raakold, med Skyer i tyngende Lag;
men Solen, der sank, havde taget et Tag
og drevet Regnen tilbage.
Fra Horisontens slørede Rand
havde den Skyerne fejet
og sad nu og kasted sit Skær mod Land
over det bølgevrimlende Vand,
der kniksed for Skæret og nejed.
Hvor Regnen pløred og Blæsten brød
om Havnens klinede Hytter,
sin flimrende Fernis den naadig gød
og laante en hvidblank, skinnende Glød
til Moleplankernes Pytter.
Men Bølgerne plired saa haanligt iblandt
med Millioner af Øjne
og missed mod Solen, der langsomt forsvandt,
som om de for længe siden var vant
til alle dens pralende Løgne.
Og oppe i Skyen laa Stormen Vagt,
saa verdensklog og forstokket,
beredt til med Regnskyl og Nat i Pagt
at kue Solens forlorne Pragt
og dem, dens Flitter fik lokket.