Anemoner og Solskin og Knopper
og Fugle, som synger omkap
og kvidrer den selvsamme Vise,
de sidste Efteraar slap;
Bøge, der pjankede vifter
med blinkende lysegrønt Løv,
som ikke kender til Rifter
og ikke det mindste til Støv,
stakkels enfoldige Væsner,
som endnu paa Solskinnet tror
og ligegyldige glemmer
Efteraaret ifjor;
den kølige Susen foroven
lader letsindigt de gaa, —
ikke en eneste hører
Vintrens: Paa Gensyn, I Smaa!
Foraaret praler i Skoven,
og Skoven daares igen. —
Der stryger en skrigende Krage
tungt over Skovbunden hen.