Fest blev der meldt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
fuldtalligt mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst,
og Liget et Slot.
Talen var fyndig, og Sproget var kækt,
Præsten var Barn af en frisindet Slægt
med knitrende Higen og buldrende Røst
og uden Respekt
for gulddækket Brøst.
Slottet var kongeligt; mægtige Mænd
kroned det skriftligt, med Blæk og med Pen,
ingen af alle de store dog bød
en Krone som den,
det bar i sin Død.
Glimrende Guld omkring Ligbaaren føg,
Kaaben var Gnister og flammende Røg,
ingen Monark bar saa luende Pragt
til Skue for Spøg
i sin Kroningsdragt.
Blæsten skrev Salmen, og Flammerne sang,
pragtfulde Glimt sig i Stroferne svang,
Emnet var stort, det var stillet som Tolk
for Sukket, der klang
fra et samlet Folk.
Rundt omkring Baaren stod Gæsterne tæt,
lét havde ingen, en Del havde grædt;
de stod der, til Ilden med spottende Grin
lagde sig træt
i den røde Ruin.
Fest blev der holdt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
fuldtallig mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst
og Liget et Slot.