„Nu angre I, strenge Herre,
Kun stakket Tid er Jer levnet,
Thi I har syndet for Glædens Skyld
Saa fuldelig, I det evned!
Alle de Agre derude
De ligner i Armod Jer,
— Af hele den gøglende Sommer
I Tjørnen knap et Par Bær!”
„Brænder to Bær i Tjørnen,
Og er der knap flere til,
— Tak da for dem, du naadige Gud,
Slet ikke fler jeg vil!
Og var der kun et, jeg takked!
Thi det skal du vide, Munk,
En eneste Frugt kan gløde
Som hele Sommerens Prunk!
Og det skal du vide, Broder,
At er jeg en døende Mand,
Og er mit Liv nu en bladløs Tjørn
Med Rod i kummerligt Sand,
— Hvad der har været min Glæde,
Det blev just den ene Frugt,
Der bærer under sin glødende Skal
Mit Hjærteblod indelukt!”