Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
Fæster Doner, binder Bær, Bær saa rosenrøde,
Bryder et Blad og bøjer en Kvist,
At liflig de Bær kunne gløde.
„Kramsfugl! Kramsfugl! nu er det Tid!
Falder Havren, synger Segl over alle Agre,
Bliver ej større en eneste Blomst,
Ej Lundene mere fagre!
Gunild! Gunild! nu gulnes goldt
Alle Løfter, al Lokken, al Leg fra Skærsommer!
Viger den Haand, som ikke jeg greb,
Og aldrig vi sammen kommer!
Thi længst er leden den lyse Vaar,
Levnet Nætter i Mulm, levnet flygtende Fugle!
Den, som ved det, maa sidde kvær
Og skogre som gammel Ugle!”
Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
Fæster Doner, binder Bær, Bær saa lifligt røde:
„Kramsfugl! Dig sender jeg hende kvalt
Og ler stor Elskov til Døde!”