Der ligger et lidet Værtshus,
Hvor Skoven tyndes og Ræven bor,
Alle de Ruder er frosne,
Og Hovtramp stivnet i Vejens Spor.
Sneen dækker det aabne Land,
Og Frosten bider hver Gren,
Ræven lusker om Gærde,
Slunker sin Bug og slikker en Sten.
Der sidder i Værtshusets Kammer
En Herre og stirrer i Ildens Skær
Og ved ikke, hvor han skal ride
At vinde sit Hjærte en Jomfru kær.
Is dækker alle Ruder,
Og slet ingen Blomster i Skoven staar,
Alle de Møer i Landet
Til Hvile med Solen gaar.
Den Herre sukker saa sagte,
Ganger mod Ruden at stirre ud,
Men aldrig smelter hans Aande
En eneste Blomst i det blege Skrud.
Og Dagen lider saa hastigt,
Og dobbelt ensom gaar Natten ind,
— Ude i Skoven ler Ravnen
Saa skogrende spotsk af Sind.