Det var i Fjor ved Løvfaldstid
i Polenzthal,
en stille Dag, en Skov saa tavs,
en Luft saa høj og høstlig sval.
Langs Kløftens Sider Klippen stod
med Gran beklædt,
og Dalens Bæk »forellenreich«
blandt Sten og Skræpper mumled spædt.
Vi kørte langsomt, du og jeg,
kun Skridt for Skridt,
et Steds fra Skoven kom iblandt
et Fuglepip saa fjærnt og blidt.
Et gyldent Birkeblad sank blødt
mod Vejen ned,
det daled i den stille Luft
som gennem Himmelrum af Fred.
Der var saa smukt. Den tavse Skov
i Løvfaldsdrys,
og Luften over Bjærg og Dal
som fugtig af Serafers Kys,
— og Bækkens Brus — og nu og da
et Hanegal
saa skovfjærnt som fra Paradis —
. . . hvor var der smukt i Polenzthal!