Viggo Stuckenberg (1863–1905)

Drenge!

Der er intet, der maa vænne

til Forandring sig som Øjet,

            det I se med,

I maa lære Jer at kende

den, som I engang saa op til,

i den Stymper, som staar bøjet

og ærbødig lægger Krop til

det, hvis Daarskab før han haaned,

— I maa huske, han er graanet,

. . . og saa ingen Sinde glemme,

at I først og sidst fik Øjet

            til at le med.

Drenge!

Naar I ældre bliver,

og I selv faar lidt og døjet,

            — og det hænder! —

og man lokker Jer og giver

— blot I tilstaar, I har løjet, —

Aflad for hvert Hug, I rammed

det, hvormod Jer Vrede flammed,

— Drenge! Usselhedens Sul

skænder mer end Bødlens Hjul!

Renegatens skidne Hæder

er kun Guld paa Stymperklæder,

— Guld, som brænder.

Drenge!

Er der noget, jeg gad lære

Jer til Bunds for hele Livet,

            er det Magten

i til sidste Stund at være

tro mod eders Ungdoms Ære,

tro mod det, I — selv alene —

slog for som det rette rene,

lære Jer for den, som svigter

Borger, Statsmand, Bonde, Digter,

Stodderen i alle Gader,

— om det var Jer egen Fader

            kun Foragten.