Min Dør staar aaben. Det er imod Morgen.
Den fører saa besynderlig en Tale
den gamle Have bag de røde Tage;
dybt inde bag dens Løv slaar Nattergale,
det lyder, som om Gryet tog til Mæle
for i en Trille Morgnens Glans at male.
Der er kun Fuglesang og stille Luft.
De grønne Kroner staar saa sommerdunkle,
saa tavse under Himlens lyse Fred,
alt er saa tyst og blegt, saa køligt smukt,
en enlig Svale sejler over Løvet
og staar mod Himlen som en Drøm paa Flugt.
Og der gaar ingen i de stille Gange,
og det, som Nattergalen synger for,
er Duggens Dryp, hvor Broen dybt sig spejler,
og Svanen, som fra Andebakkens Tange
ud i Kanalens blanke Vande sejler.
Langt borte stiger Stadens vaagne Larm,
og Vogne rasler over fjærne Veje,
— den gamle Have pusler som en Fugl
mod Morgen om sit stille Redeleje.
Og har du selv i Hjærtet gemt en Plet,
hvor Stadens Hvirvel aldrig trængte ind,
og har du i dit kummerlige Sind
et Sted, hvor Morgendug kan falde tæt,
da stiger mod dig fra den gamle Have
et Pust fra alle dine Drømmes Grave.
Og det, som døde, lever op paany,
og du tør atter til dit Hjærte ty,
og atter tro paa Lykkens Snirkelgang
og glædes over Duerne paa Taget,
og atter rejse dig som Fuglens Sang,
hver Gang en Nat er over Jorden draget.
. . . Nu kimer Klokken, nu slaas Porten op,
nu strømmer ind i Haven Døgnets Trop,
nu er det Dag,
men over Havens Gange
saar Nattergalen sine Morgensange.